3POINT
Masterclass Mads Hermansen

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder9. jan. 2024

Citatanalyse: De sportslig ansvarlige om Masterclass-bekymring og udviklingen fremover

Analyse: Spilletiden til Masterclass-spillere på Superligaholdet i Brøndby har været et ofte debatteret punkt i fankredse gennem 2023. I to podcasts før jul med BrøndbyLyd talte både cheftræner Jesper Sørensen og fodbolddirektør Carsten V. Jensen om emnet, 3point.dk dissekerer udtalelserne og bringer dig her en analyse.

3point person
Kasper Pedersbæk9. jan. 2024

Det har været et ofte debatteret emne gennem sæsonen i Brøndby-regi. Spilletiden og indkøringen af unge spillere fra Masterclass-spillere. Et emne, der også blev berørt af både cheftræner Jesper Sørensen og fodbolddirektør Carsten V. Jensen i to podcasts, som 3point.dks chefredaktør Nanna Møller Karlsen optog før jul.

Det sagde Carsten. V Jensen og Jesper Sørensen

Begge de sportslig ansvarlige udtrykker forståelse for en kortsigtet bekymring for Masterclass:

  • JS: Jeg forstår godt folk er bekymret for Masterclass på den korte bane, hvad skal de ellers være, når de kigger på spilleminutter
  • CV: På den korte bane ja, der kan jeg godt forstå bekymringen for Masterclass
  • JS: Det er fair at sige 2003 og 04 årgangene, dem vi ser poppe frem i andre klubber nu, der har vi ikke været godt repræsenteret
  • CV: Men vi kan vende blikket bagud, og se på dem, der er lykkedes. Hermansen, Frendrup, Lindstrøm, Bruus. Spillere som alle sammen er kommet igennem i Brøndby uden at være stamspillere som 17-årige
  • CV: Der kan ske usynlige bevægelser i truppen, en Masterclass-spiller kan bevæge sig fra nummer 25 i truppen til nummer 14, uden det betyder spilletid, men hans aktualitet til holdet stiger
  • JS: Det gør så at dem vi har nu, det er de ældste fra 2005, og det er stadig meget tidligt i deres forløb at komme ind og spille Superliga
  • CV: Det er en trend i øjeblikket, hvis ikke man har etableret sig som 17-18 årig, så er man færdig
  • JS: Jeg ser masser af potentiale og kvalitet (hos de unge Masterclass-spillere nu), det skal nok finde vej til holdet
  • CV: Jeg ser fx en Schwartau der har bevæget sig rigtig tæt på holdet sidst i 2023, det samme med Bischoff, der virkelig har udviklet sig i efteråret
  • JS: Vi skal vise den troværdighed, at selvom minutterne ikke er der, så er vi stadig det rigtige sted på den korte bane
  • CV: I sommer var Nartey kun lige begyndt at træne med førsteholdet, og der skulle vi have sat en midtbane sammen med både talent og potentiale, men vi skulle lukke et hul fra 03 og 04 årgangene, og kiggede på hvad vi skulle tilføje truppen
  • JS: De skal have kamptræning, det er en balancegang, vi har nogle få rigtig gode future cup kampe. Vi har en U19-liga og en Superliga… Der er bare et spring.
  • JS: Det er ikke bare mig, men deres holdkammerater de skal overbevise om at det er godt det er dem der skal spille
  • JS: Jeg tror helt bestemt vi kommer til at se nogle debutanter i foråret

Hvad kan vi udlede af det?

Både JS og CV udtrykker en klar og utvetydig forståelse for en kortsigtet bekymring for Masterclass-spillere, der heller ikke har høstet mange minutter på banen for Brøndby i efteråret.

De betoner begge en nødvendighed i at kigge på fortiden, hvor CV specifikt nævner en række egenudviklede spillere (Frendrup, Lindstrøm, Hermansen mfl) som spillere, der ikke var aktuelle til spilletid som 17-årige, ligesom der også tales om den “usynlige udvikling”, hvor en spiller internt i truppen kan flytte sig. Taler om at den udvikling naturligt nok kan være svær at se udefra, men at der internt på holdet sker en del. CV bruger Clement Bischoff som et eksempel på en spiller, der kun lige var begyndt at træne med i sommeren 2023, men sluttede året med reelt at kunne have fået liga-debut mod Hvidovre (havde det ikke været for en uheldig skade i dagene op til).

Cheftræneren taler om, når udviklingen hos de mest lovende spillere i nogle årgange ikke kommer som forventet og håbet, så opstår der huller. Brøndby har i 2003 og 2004 årgangene oplevet spillere, der ikke har nået det man havde troet på, det betyder at de næste på affyringsrampen er 2005, hvilket ifølge Jesper Sørensen stadig er meget tidligt i deres proces. At en spiller som Schwartau allerede har været så meget inde over førsteholdet som 2006er er unikt.

Om at hente Mateusz Kowalczyk i sommer kan udledes ganske klart, at det var et forsøg på at lukke det "hul" i årgang 2004 der var ift at sammensætte truppen, men det kunne også underbygge hvordan udviklingen kan rykke sig hurtigt, for var polakken (også) blevet hentet, hvis Brøndby i krystalkuglen havde kunne se den udvikling Bischoff og Nartey havde i efteråret? Det er lidt det CV taler ind i. Ikke at han taler som en der fortryder transferen af Kowalczyk, men forholder sig til den daværende status i trupsammensætningen af (yngre) centrale midtbanespillere på daværende tidspunkt.

CV taler om en trend med at tro 17-årige skal bryde igennem, men maner til besindighed - og tålmodighed. Deres tid skal nok komme. Her nævnes specifikt Schwartau og Bischoff som to Masterclass-spillere, der har rykket sig markant i efteråret. Det samme bakker Jesper Sørensen op om, og taler om en tro på fremtiden for de unge talenter, og om at vise en troværdighed i at give spillerne en plan for deres udvikling.

Der anes en underliggende kritik af strukturen i Danmark fra Jesper Sørensen, når han taler om springet fra U19 til seniorfodbold, hvor han nævner den niveauforskel, der er, at der mangler et alternativ til kamptræning for de yngste spillere i deres tidlige seniortid.

Tilliden fra de ældre etablerede spillere er genstand for omtale, de unge spillere skal overbevise om at de er parate, deres ældre rutinerede holdkammerater skal have troen på deres yngre medspillere. De unge skal gøre sig fortjente til de etableredes respekt og tro på at de (de unge) har en rolle at spille, og at det er legitimt det er dem og ikke en mere erfaren holdkammerat der skal på banen.

Udtalelserne vedrørende Masterclass fra både CV og JS gennemsyres på papiret af en tiltro til produktet derfra, og en vurdering af, at der er en række spillere i pipelinen som de sportslig ansvarlige tror på kan gøre sig gældende. Men der er også en tydelig betoning af tålmodighed. At både Jesper Sørensen og Carsten V. Jensen forstår den opfattelse der med bund i de få (udover Kvistgaarden) spilleminutter gør en kortsigtet kritik ligger mange fans på sinde. Men at udviklingen hos de unge ikke altid er linær.

Mest kommenterede nyheder