3POINT
Christian Sørensen

Teis Markfoged

Nyheder15. apr. 2023

Christian Sørensen: For mange dårlige beslutninger

U/19-cheftræner Christian Sørensen ærgrer sig over for mange dårlige beslutninger i Brøndbys 3-2-nederlag i Aalborg.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen15. apr. 2023

Brøndby IF U/19 skulle lørdag eftermiddag forsøge at følge op på en flot turnering i Schweiz i påsken, da de tog turen til Aalborg. Men det blev en rutsjebanetur af en kamp for de blå/gule og desværre for cheftræner Christian Sørensen og co. endte rutsjeturen med rumpen i gruset.

Første halvleg var for dårlig, mener Sørensen.

- Det var spild af tid i første halvleg. Målet direkte på frispark var godt sparket ind, men vi spildte tiden på ikke at spille, som vi gerne vil. I de situationer hvor vi havde en mulighed, spillede vi for passivt og for meget rundt om dem. Vi havde ikke det udtryk, vi gerne ville have, siger han til 3point.dk.

- Ud over at være bagud, var vi bare utilfredse med vores måde at håndtere kampen på. Tiden arbejdede for dem fra de scorede det første mål.

Det blev dog langt bedre efter pausen. Brøndby kom stærkt tilbage og fik endda bragt sig på 2-1, men så fik den dobbelte målscorer Clement Bischoff et direkte rødt kort og kampen ændrede karakter igen derefter.

- I pausen sagde jeg, at jeg ikke var et øjeblik i tvivl om at vi kunne vinde over dem. For vi er et bedre hold, hvis vi spiller, som vi skal. Det gjorde vi også i 20-25 minutter i anden halvleg, hvor vi kom på 2-1 og også havde mulighed for at score til 3-1. Så er det jo bare torskedumt, at vi sætter os selv i den situation, hvor vi i så lang tid skal spille med ti mand, når vi var i total kontrol på det tidspunkt.

Der var simpelthen for mange dårlige beslutninger - Brøndby tabte til sig selv.

- Kampen i dag taber vi hundrede procent til os selv. Vi starter med at komme bagud på en dum fejl og vi bruger 45 minutter på at spille dårligt. Så har vi 20 gode minutter efter pausen, men kroner det så med at skulle spille dårligt igen efter en ny dårlig beslutning. Der var bare for mange dårlige beslutninger. Det havde ikke noget med AaB eller dommeren at gøre, det var os selv, der ikke håndterede det godt nok.

Brøndby IF U/19 ligger nu på sjettepladsen i U/19 Ligaen. De har fire point op til Lyngby på tredjepladsen, dog har De Kongeblå spillet to kampe færre. 

Mest kommenterede nyheder