
Freja Borne
Christian Sørensen: En god præstation mod et godt hold
Brøndby IF U/19 vandt lørdag eftermiddag med 3-1 overLyngby BK.

Brøndby U/19 tog en flot 3-1 sejr mod Lyngby tidligt lørdag middag. Der var på forhånd lagt op til en vanskelig opgave for Brøndbys hold. Lyngby har set stærke ud i sæsonen og lå inden dagens kamp nr. 3 efter FCM og FCK, og Lyngbys U/19 hold har flere markante individuelle profiler i specielt Lauge Sandgrav og Adjei-Broni (som i sæsonen har lavet 1,5 mål pr. 90 minutter og også scorede i dagens kamp). Samtidig har Lyngby ligaens ældste gennemsnitsalder på 18,1 år imens Brøndby har ligaens yngste gennemsnitsalder på 17,1 år. Altså en forskel på et helt år – og Brøndby stillede til start med hele syv førsteårsspillere fra årgang 05.
Det var også derfor en tilfreds cheftræner, Christian Sørensen, som vi fangede efter kampen.
- Grundlæggende er jeg godt tilfreds. Vi fik den stabilitet at se, som vi i hvert fald har haft i fire ud af de seneste fem kampe. Vi fik ramt nogle af de ting, som vi gerne vil. Vi tog fat i bolden, vi fik spillet direkte, men stadigvæk hurtigt. Og så synes jeg, at vi fik sat vores opstillinger godt i spil mod et godt hold. Så overordnet set, og som jeg siger til drengene, en god præstation.
Inden sæsonen udtalte Christian Sørensen, at en af målsætningerne for holdet var at kunne være kompetitive mod de bedste hold. I sæsonen har Brøndbys U/19 hold tabt snævert til det suveræne tophold, FCM, med 4-3 efter at have ført tre gange i kampen og vundet over OB efter straffe. Igen i dag viste holdet, at topniveauet er til at spille med mod de bedste hold i ligaen, hvilket Christian Sørensen var glad for:
- Helt vildt (red. tilfredsstillende). Vi er ikke i tvivl om potentialet i denne gruppe, men vi snakker om stabiliteten. Og i dag tog vi en god tørn og vi fik vundet mod et af de gode hold i ligaen. Det er jeg ikke i tvivl om at vi kan gøre igen. Men stabiliteten, det er jo den vi skal måle os selv på, når vi har spillet den sidste kamp. Det her var godt, men vi er ikke så højt oppe at flyve, at vi ikke ved, at det vi fik lavet sidst (mod Silkeborg hvor man tabte 0-3) ikke var særligt godt. Så der skal stadigvæk arbejdes på stabiliteten.
Brøndby spillede generelt en flot kamp, men mod slutningen af kampen blev holdet trykket hårdt af Lyngby. Lucas Ziegler stod dog en fremragende kamp og diskede op med flere kampafgørende redninger i de døende minutter. Der var også rosende ord fra cheftræneren:
- Ziegler har jo haft et uheldigt forløb med mange skader og går ind til kampen i dag uden at have trænet, men han viser jo sit niveau og sit værd for sådan et hold, når det gælder og han tager fra. Så det var rigtig godt at have Ziegler med i dag i de sidste 10 minutter.
Brøndby U19 har i de seneste sæsoner spillet i en 4-4-2 med en diamant på midtbanen. Dette udtryk og denne formation har været ændret i de seneste kampe, hvor holdet er gået over til en 4-3-3 med bredere punkter på den sidste linie. I forhold til formationsskiftet og tankerne bag udtaler Christian Sørensen:
- Vi oplever lidt, at mange af de hold, som vi møder er meget opmærksomme – og mere opmærksomme end de plejer at være – på hvordan vi spiller. De står lidt længere tilbage og lukker midten endnu mere. Så vi har søgt at få nogle punkter, hvor vi kan bryde modstanderne lidt mere op og åbne linierne mere igennem dem. Det har været overvejelserne omkring det. Men stadigvæk: Formationen er én ting, men vores udtryk skal være det samme. Vi vil stadigvæk gerne hurtigt frem til målet, vi vil gerne kombinere på små områder, men der er lidt med positionerne som kan hjælpe os i det nye system – også mod hold som Lyngby i dag, som er meget kompakte og fokuserede på at lukke midten.
U/19 holdets næste opgave er på onsdag, når de hjemme tager imod FCK.