
Teis Markfoged
Christian Sørensen: Der var bund i holdet
Læs reaktioner fra U19 cheftræner Christian Sørensen ovenpå to point mod Randers, hvor der også var ros til Lucas Ziegler, Philip Søndergaard og U17-spillerne,

Brøndby U19 vandt lørdag eftermiddag to point mod Randers. Inden kampen havde cheftræner, Christian Sørensen, snakket om det mentale aspekt ovenpå en svær periode og om at alle havde et individuelt ansvar for at vise den rette adfærd for at løfte gruppen som helhed. Efter kampen kunne Christian Sørensen konstatere, at han fik mange af de ting at se som gruppen havde snakket om inden kampen - og ligeledes kunne han se et hold der rejste sig ovenpå et sent føringsmål til Randers. Efter talte 3point.dk med cheftræneren:
"Ja, det var der (bund i holdet). Der var måske lidt for mange chancer imod i 1. halvleg, hvor de gjorde ondt på os med at vende spillet meget, men når de så lykkedes med det, så synes jeg vi gjorde hvad vi kunne for at tage duellerne, forsvare målet og Ziegler kom ud og tog de bolde, der kom ind i feltet. Det gjorde, at vi kunne gå til pause med plads til forbedringer, men stadigvæk var inde i kampen. 2. halvleg var rigtig god, men lige nu prikker vi måske ikke de bolde ind, som vi plejer at prikke ind, men så var der noget bund i holdet, der gjorde, at vi kunne holde trykket på Randers og i alle 45 minutter var det med os i momentum. Det har gået os på, hvis der - usagt - udefra har været en fornemmelse af, at der ikke er mere at spille for eller at vi har smidt geværet og det havde også været nemt at gøre det, da Randers scorer det mål med syv minutter igen. Så det var virkelig vigtigt, fordi det har været ekstremt hårdt at tabe de kampe, men nu kom vi tilbage og det giver bare et rygstød.
Brøndby U19 spillede en rigtig god 2. halvleg, hvor de var klart mest på bolden og i store perioder havde presset Randers-mandskabet ned i eget felt. Det lykkedes dog ikke at udnytte spilovertaget til et føringsmål og i stedet for var det Randers, med få minutter tilbage af kampen, som kunne udnytte en omstilling og bringe sig på 0-1 efter en individuel fejl fra en ellers stærkt spillende Philip Søndergaard. Om Randers føringsmål og hvad han tænkte på, da Brøndby kom bagud ovenpå en god periode i kampen udtaler Christian Sørensen"
"Jeg tænkte først og fremmest; Synd for Philip (Søndergaard, red) fordi han spillede en god kamp. Men vi ved også, at Philip - om nogen - har en karakter der gør, at han nok skal komme op igen. Så tænkte jeg synd for holdet, men jeg tænkte også, at nu var muligheden der for at vise hvad vi er lavet af selvom det kunne føles uretfærdigt, dumt osv. at vi kom bagud, men så måtte vi jo tage den udfordring op at der var - og den tog spillerne op inde på banen, hvor de blev ved til det sidste. Det viser karakter hos Philip (Søndergaard red.). Han viser sin ærgrelse, tager så stort ansvar for sin fejl og så syv minutter senere, at være kommet så meget videre at han går efter det og hjælper holdet til at få to point. Det er bare stærkt"
Der var også rosende ord til Lucas Ziegler, som udover at redde tre straffespark kampen igennem stod på et højt niveau og især hjalp holdet ved at være meget aktiv i feltet overfor de større Randers-spillere:
"Det vildeste ved Ziegler er, at han er jo en god målmand på 1:1, reflekser osv., men det han især var god på i dag er der hvor han måske er mest udfordret fordi han ikke er verdens højeste keeper, men han kommer jo bare ud i feltet, piller hjørnespark ned og bokser frispark væk - og han er bare en faktor i feltet. Og så har han jo de der redninger, som han altid har, men han toppede bare præstationen i dag ved at bevæge sig ud i de ting, hvor han måske ikke er allerstærkest fordi holdet skulle hjælpes. Det var klasse".
Brøndby gav i kampen også spilletid til fire spillere, der kunne spille U17 - alle U17-spillerne bidrog til holdet helt i tråd med strategien:
"Det har været så lang tid undervejes og de har allerede fået så mange minutter, at jeg nærmest ikke længere tænker over det. De er blevet bragt mere og mere ind - og man begynder bare at have en forventning om, at selvfølgelig kan de spille med på U19 ligesom vi også efterhånden ser vores førsteårs U19-spillere som andenårs".