Christian Nørgaard brager Brøndby videre efter forlængelse
SønderjyskE tog imod Brøndby IF i kvartfinalen i DBU Pokalen. En lige kamp, der til sidst blev afgjort med et brag af et langskudsmål fra Christian Nørgaard. På

SønderjyskE tog imod Brøndby IF i kvartfinalen i DBU Pokalen. En lige kamp, der til sidst blev afgjort med et brag af et langskudsmål fra Christian Nørgaard. På forhånd var Brøndby udråbt som store favoritter i torsdagens pokalkvartfinale mod SønderjyskE. Men de lyseblå gæster slog fra sig, og i første halvleg var de faktisk det bedste hold. På en bane, der bestod af lige dele sand og græs, havde SønderjyskE omstillet sig til forholdene og opgav at spille sig ud af situationerne. I stedet forsøgte de med lange bolde frem mod hurtige offensive folk. Det gav friløbere til både Mads Hvilsom og Marcel Rømer inden stadionuret havde rundet den halve time, men i begge situationer var Brøndbys reservekeeper Benjamin Bellot vågen og tog sig af afslutningerne. Hjemmeholdets andet våben var at slå indlæg mod bagerste stolpe, hvor den tidligere Brøndbyprofil Christian Greko Jakobsen dukkede op. Det gav også flere halvfarlige situationer, som dog ikke for alvor blev fulgt til dørs. I den anden ende gav Brøndby spilletid til Kevin Mensah, og han tegnede sig for Brøndbys eneste reelle mulighed før pausen, da Besar Halimi sendte ham i dybden, men trækket blev for langt fra angriberen, der kom for tæt på keeperen. Efter pausen forsøgte Brøndby at komme længere frem på banen, men det betød samtidig også, at der var store chancer til hjemmeholdet. Størst blev chancen til Marcel Rømer, der var helt fri midt for mål, men Benjamin Bellot diskede op med en monsterredning. Mens SønderjyskE kreerede den ene farlige situation efter den anden, skulle vi helt frem til tyve minutter før tid før Brøndby rørte på sig offensivt i anden halvleg. Teemu Pukki vippede bolden videre til Kevin Mensah, der flugtede den lige på Lukas Fernandes, der let kunne parere den videre. I jagten på en scoring sendte Brøndby Simon Tibbling i spil, og han skabte mange gode ting for udeholdet. Kort efter sin indskiftning skabte han plads til at Anthony Jung kunne slå et indlæg ind i panden på Kevin Mensah, men Lukas Fernandes blev tvunget ud i en feberredning. De 90 minutter sluttede uden scoringer, så skulle der forlænget spilletid til. 10 minutter inde i den fik Kees Luijckx en kæmpe chance, da Greko headede ham fri lige foran mål. Midterforsvareren headede dog bolden over mål. Lige inden pausen i forlængelsen diskede Lukas Fernandes op med en klasseredning, da Kamil Wilczek en meter foran ham headede mod mål, men SønderjyskE-keeperen fik på en eller anden måde hånden på. Det lugtede tydeligt af en straffesparkskonkurrence, men efter 117 minutter tog Christian Nørgaard chancen langt ude fra og bragede bolden fladt i nettet. Dermed er Brøndby videre til pokalturneringens semifinaler. Der trækkes lod til semifinalen i næste uge.