
Teis Markfoged
Champions League: Dinamo Zagreb kan stadig blive Brøndbys modstander
Sent tirsdag aften vandt Dinamo Zagreb returopgøret på udebane mod Valur Reykjavik med 2-0. Dermed vandt kroaterne 5-2 samlet og er klar til kvalifikationens 2. runde.

Af de fire seedede hold, som Brøndby IF ud fra UEFA's koefficientsystem kan møde i Playoff-runden til UEFA Champions League, trådte kroatiske Dinamo Zagreb som de eneste ind allerede i kvalifikationens 1. runde, hvor modstander var islandske Valur Reykjavik.
Efter en overraskende snæver sejr i sidste uge på 3-2 hjemme i Zagreb var akting åbent inden returopgøret i Reykjavik sent tirsdag aften. Her satte de kroatiske mestre imidlertid sagen på plads og vandt med 2-0 på mål af Luka Ivanusec og Mislav Orsic.
Dermed er Dinamo klar til 2. runde, hvor en anden af Brøndbys mulige modstandere, Olympiakos fra Grækenland, træder ind i turneringen. De kampe indledes i næste uge, og Dinamo møder Omonia fra Cypern, mens Olympiakos skal op imod georgiske Dinamo Tbilisi eller Neftçi fra Aserbadjan. De to mødes her til aften, og Neftçi vandt det første opgør i Tbilisi med 2-1.
Inden kampene i 2. runde går i gang, er der imidlertid allerede lodtrækning til 3. runde på mandag, og her begynder det for alvor at blive interessant for Brøndby IF. Såfremt Dinamo Zagreb og Olympiakos overlever 2. runde, vil vinderne af deres 3. runde-opgør udgøre halvdelen af Brøndbys mulige modstandere i Playoff-runden. De sidste to er enten FC Salzburg eller vinderen af opgøret mellem Slavia Prag og en endnu ukendt modstander i 3. runde.
Hvis Dinamo Zagreb og/eller Olympiakos snubler i 2. runde går deres pladser som seedet i Playoff-runden i rangordnet rækkefølge videre til Young Boys fra Schweiz og Røde Stjerne fra Serbien.
Både Young Boys og Røde stjerne træder ind i kvalifikationens 2. runde, hvor de schweiziske mestre møder estiske Flora Tallinn, mens holdet fra Beograd trak Maccabi Haifa fra Israel eller Kairat Almaty fra Kazakstan.