3POINT
Christian Cappis

Teis Markfoged

Nyheder1. aug. 2021

Cappis sikrede Brøndby 2-2 mod Vejle

Indskiftede Christian Cappis scorede til 2-2 og sikrede dermed Brøndby sæsonens tredje uafgjorte resultat, denne gang mod Vejle.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen1. aug. 2021

Søndag den 1. august var en festdag for fodboldfans i Danmark. Afstandskrav på stadion blev fra denne dag sløjfet som led i genåbningen. Udebanefansene var også tilbage og Brøndbys afsnit på Vejle Stadion var naturligvis fuldstændig udsolgt.

Det smittede af på Niels Frederiksens tropper, der kom flyvende ud af starthullerne. Der var kun spillet knap tre minutter, da Kevin Mensah og Anis Slimane kombinerede i Brøndbys venstreside. Til sidst blev Mikael Uhre sendt afsted og han vippede køligt bolden i kassen. 1-0 til Brøndby.

I den anden ende var Allan Sousa pludselig helt fri i den ene side af feltet efter lidt tilfældigheder. Han hakkede på kassen, men Mads Hermansen diskede op med en flot redning og vippede bolden ud på stolpen.

Derfra var det Brøndbys kamp. Andrija Pavlovic fik tre gode hovedstødsmuligheder, men manglede skarphed i afslutningerne. Jens Martin Gammelby kom til en god afslutningsmulighed, og fik testet Vejle-keeperen, som reddede. Og så var der alle de halve muligheder, hvor en Vejle-spiller kom i vejen for et indlæg i sidste øjeblik eller lige fik prikket bolden i tide.

Simon Hedlund lå på den position, som vi så Jesper Lindstrøm spille i sidste sæson, og det gjorde han rigtig fint. Han fandt mange gode placeringer og var en evig kilde til uro for Vejle-defensiven. Men det udmøntede sig dog ikke i flere Brøndby-mål i halvlegen.

Til gengæld begyndte Vejle at finde en formel. De skulle ud på siderne og slå indlæg derfra. Brøndby var sårbare på indlæg. Det var da også et sådant, der blev fatalt for Brøndby med ti minutter til pause. Et indlæg blev slået fra venstre ind i feltet, hvor Tobias Børkeeiet og Jens Martin Gammelby ikke fik markeret ordentligt. Derfor kunne Dimitris Emmanouilidis let heade bolden i mål til 1-1.

Herefter fulgte et par minutter med tungt Vejle-pres, men Brøndby stod imod og derfor gik de to hold til pause med 1-1 på tavlen. Brøndby kunne kun takke sig selv for at de ikke var foran.

Brøndby skulle forsøge at komme lige så godt ud til anden halvleg, som de gjorde til første, men det mislykkedes totalt. Faktisk kom Brøndby aldrig rigtig i gang efter pausen. Vejle bryggede naturligvis videre på den opskrift, der virkede så fint i første halvleg: Indlæg fra siderne og hovedstød på. 

De pressede de blå/gule længere og længere tilbage og mens skarpheden fortsat manglede hos Pavlovic, var den bestemt til stede hos Wahid Faghir, der på et indlæg headede hjemmeholdet i front.

Herefter var det et apatisk Brøndby-hold, som nærmest ikke vidste, hvad de skulle gøre med bolden. Samtidig blev det farligt hver eneste gang Vejle lagde et indlæg ind i boksen eller sendte en dyb bold ned bag Brøndbys yderstoppere.

Brøndby var heldige med ikke at komme yderligere bagud. Vejle brændte den ene store mulighed efter den anden og det var virkelig et rystet Brøndby-hold i denne periode. Vejle-spillerne vandt samtlige dueller og pillede alt for nemt bolden fra Brøndby-spillerne gang på gang.

Med ti minutter igen lykkedes det Brøndby at komme bedre med i kampen igen. Hedlund drev det frem og var manden bag en god dribling og siden et rigtig godt forsøg, som blev reddet flot i Vejle-målet. Men på det efterfølgende hjørnespark havnede bolden hos Gammelby, der sparkede mod mål og klogt holdt den nede. Inde foran mål dukkede indskiftede Christian Cappis op og udlignede til 2-2.

Nogle minutter senere fik Børkeeiet en gylden mulighed for at bringe Brøndby på sejrskurs, men han sendte sit hovedstød lige over mål. Der skulle han have ramt kassen.

Brøndby var få centimeter fra et sejrsmål i sidste minut, da Rosted headede på stolpen. I den anden ende følte Vejle sig snydt for et straffespark, da Faghir forsøgte at slide sig fri. Men dommerens fløjte forblev tavs.

Men det endte med pointdeling i Nørreskoven og Brøndby har altså spillet tre gange uafgjort i de første tre kampe i denne sæson.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder