BT-sportschef: Jan Bech eller Thomas Frank må gå
På baggrund af Jan Bech-sagen vurderer BT-sportschef Benjamin Munk Lund, at enten Thomas Frank eller Jan Bech Andersen må forlade Brøndby. Begge kan ikke fortsæ

På baggrund af Jan Bech-sagen vurderer BT-sportschef Benjamin Munk Lund, at enten Thomas Frank eller Jan Bech Andersen må forlade Brøndby. Begge kan ikke fortsætte i klubben, lyder vurderingen. Foto: Mikkel Johansen Jan Bech Andersen er ikke imponeret af Thomas Frank og har i over et år kommenteret på tingenes udvikling på www.bif-support.dk/sso under brugernavnet "Oscar". Læs også: Jan Bech debatterede under dæknavn på SSO – og inviterede fans på kaffe Det må ifølge BT's sportschef Benjamin Munk Lund betyde, at en af de to er færdig i Brøndby. - Meget logik kunne nu tilsige, at Jan Bech Andersen er manden, der ikke er plads til i Brøndby, Men logikken findes formentlig ikke her, eftersom Brøndby ikke er noget uden Jan Bech Andersen, og så kan klubfolk med værdierne i orden og øvrige bestyrelsesmedlemmer sidde og tænke alt det, de vil om formandens dømmekraft, men hvis han vil blive, så bliver han. - Derfor tænker jeg også, at den første konsekvens af dette må være, at Thomas Frank snart er færdig som Brøndby-træner. Enten fordi Jan Bech Andersen fyrer ham, eller fordi Thomas Frank selv går. - Deres samarbejde slutter selvfølgelig her, skriver Lund i en blog. Hvem gider overtage efter Frank? BT-sportschefen spekulerer også i, hvem der skulle have lyst til at overtage posten, hvis Thomas Frank bliver fyret eller går. - Og næste spørgsmål bliver så, hvem der vil om bord i dette projekt, når Thomas Frank er væk? Alt kan som bekendt købes for penge - sikkert også en træner, som Jan Bech Andersen og Troels Bech kan overbevise om, at Brøndby er et godt projekt. Men der vil også være nogen derude, der får øje på en fodboldklub, der nu ikke bare på banen, men også i sin ledelse er så langt fra topholdsformat, at de betakker sig. - Jan Bech Andersen har gjort et vildt indhug i den tillid, han har forsøgt at opbygge til både sig selv og til Brøndby som sportsligt og forretningsmæssigt koncept, lyder det videre. 3point.dk vil være tilstede i Brøndby i morgen og forsøger løbende at indhente kommentarer fra de relevante parter.