BST: Vi skal undgå scener som sidst
Brøndby Supporters Trust forudser mange Brøndby-fans på andre tribuneafsnit end det tildelte gæsteafsnit til kampen i Telia Parken mod FC København. Derfor send

Brøndby Supporters Trust forudser mange Brøndby-fans på andre tribuneafsnit end det tildelte gæsteafsnit til kampen i Telia Parken mod FC København. Derfor sender de nu en opfordring til begge klubber. Efter billetterne til udebaneafsnittet i Telia Parken til New Firm den 21. september her til formiddag er blevet revet væk af de mange Brøndby-fans, forudser Brøndby Supporters Trust (BST), at der til kampen vil være adskillige fans med blå/gule sympatier på de øvrige tribuner. Derfor opfordrer BST nu på deres facebook-profil begge klubber til at finde løsninger, så de scener, der udspandt sig senest de to klubber mødtes i Telia Parken, kan undgås. Læs hele opfordringen her: "Der gik under en time fra billetsalget til udebaneafsnittet i Telia Parken blev åbnet, til samtlige Brøndby IF´s billetter var solgt. Det er jo i sig selv fantastisk, omend FC København og Brøndby IF nu formentlig har den fælles udfordring, at massevis af Brøndby fans vil forsøge at købe sig adgang til kampen på andre tribuner end udebaneafsnittets. Uagtet at Telia Parkens sikkerhedsreglement fortæller, at man ikke må nære eller vise sympati for udeholdet på de øvrige tribuner, så er det nok en kende naivt at tro, at der ikke vil befinde sig massevis af Brøndby fans på de øvrige tribuner. Det var også tilfældet ved det sidste derby, og for at undgå en gentagelse af de helt og aldeles uacceptable scener som udspandt sig sidst på de øvrige tribuner, skal der lyde en stor opfordring fra Brøndby Supporters Trust i forhold til, at FC København og Brøndby IF snarest får taget skridt til nogle initiativer, som kan sikre et nødvendigt antal sikre pladser til Brøndby IF´s mange fans, som ønsker at kunne overvære kampen i Telia Parken. Ingen kan være tjent med uro til fodboldkampe, og det må være muligt via en ordentlig planlægning og organisering, at kunne reservere langt flere samlede sikre pladser til Brøndby IF end tilfældet er, og da især når det tages med i betragtningen, at FC København ved det sidste derby ikke havde let ved at sælge deres billetter til egne tilskuere."