.jpg%3F2026-07-06T09%253A30%253A55.553Z&w=3840&q=75)
Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Bruus om kontraktudløb i 2021: Sindssygt glad for at være i Brøndby
Andreas Bruus har kontraktudløb med Brøndby IF om et år. Han fokuserer selv på det sportslige og lader sin agent om det andet, men understreger, at han er sindssygt glad for at være i klubben.

21-årige Andreas Bruus har imponeret for Brøndby på højre wingback efter corona-pausen og senest mod FC Nordsjælland spillede han en rigtig god kamp på kunstgræsset.
Han har kontraktudløb om et år, men gør sig endnu ikke selv mange tanker om fremtiden. Han fokuserer på det sportslige og overlader det andet til agenten og Carsten V. Jensen. Men han understreger, at han er sindssygt glad for at være i Brøndby.
- Jeg fokuserer lige nu kun på at træne, spille og give mig selv 110 procent for holdet og klubben. Alt det andet med kontrakt og ting uden for banen, lader jeg min agent snakke med CV om, siger Bruus til 3point.dk.
- Når det er sagt, er jeg naturligvis sindssygt glad for at være i Brøndby, det skal der ikke være et sekunds tvivl om. Derfor har jeg også kæmpet ekstra meget og vil fortsat give alt, for at vise, at jeg kan være med og hjælpe holdet så godt som muligt.
Bruus kan komme i kamp igen på søndag, når Brøndby møder AaB på udebane i Superligaens mesterskabsspil.