3POINT
1645434946-DSC07025.JPG

Teis Markfoged

Nyheder21. feb. 2022

Bruus: Jeg skal vise, at jeg kan tage noget ansvar på mine skuldre

En velspillende Andreas Bruus kom på tavlen for Brøndby IF i forårspremieren mod FC Nordsjælland. Efter afgange af flere profiler, vil han nu steppe endnu mere op.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen21. feb. 2022

Brøndby IF sagde i januar farvel til tunge profiler i form af Mikael Uhre og Morten Frendrup. Uhre har været klubbens topscorer de seneste to sæsoner, så der skal findes nogle mål andre steder nu. Søndag aften i forårspremieren blev det Anis Slimane og Andreas Bruus, der sikrede Brøndby en 2-0-sejr.

- Pre-season har været fin for mig og for drengene generelt. Vi har fået de nye godt ind i truppen og vi har snakket om, at vi skal score nogle mål fra andre positioner. Vi skal have wingbacks længere frem. Selvom det har været et tema hele tiden, er det rart, at vi fra starten fik både Kevin (Mensah, red.) og mig frem. Det var selvfølgelig rart at få scoret et mål, lød det fra målscorer Andreas Bruus efter kampen.

Det er en del af Brøndbys taktik at wingbackerne Mensah og Bruus skal længere frem på banen. Det lykkedes godt mod FC Nordsjælland.

- Der er nogle ting, der skal arbejdes på. Det ligger i planen at både Mensah og jeg skal længere frem, når vi har bolden. Vi skal op på sidste linje, og så kan vi få lagt Divkovic ned, så vi har fire inde på midten og kan spille bolden op gennem midten og vende derfra. Så kan vi få sendt Mensah eller mig afsted, for der er en del fart. 

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om Preston-interesse i Andreas Bruus, men det var aldrig noget, der nåede Bruus bord, sagde han efter kampen. Til gengæld vil et udlandsskifte altid være et tema, når man som fodboldspiller gerne vil nå så langt som muligt.

- Det vil altid være et tema. Jeg er professionel fodboldspiller, så jeg stræber så højt som overhovedet muligt. Men jeg er i Brøndby, og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Lige nu er det mig der skal vise, at jeg kan tage noget ansvar på mine skuldre. Der er nogle, der er røget ud, så nu er det også min tur til ikke bare at være tilfreds med at være i startelleveren, men at jeg er her for at spille med.

23-årige Andreas Bruus har scoret to mål i denne sæson.



Medie af: TV3 SPORT

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder