3POINT
Andreas Bruus

Ian Nielsen / Ian Foto Sport

Nyheder23. jan. 2022

Bruus: Det handler om udtryk, ære og stolthed

Andreas Bruus fortæller at det gjorde ondt at tabe 4-1 i årets første træningskamp.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen23. jan. 2022

Brøndby IF spillede lørdag eftermiddag årets første træningskamp, da Lyngby BK lagde vejen forbi bane 1. Men det blev en kamp til glemmebogen for de blå/gule, som endte med at tabe 4-1 efter en sløj anden halvleg.

Andreas Bruus spillede kun med i første halvleg, og selvom den blev vundet 1-0, var det heller ikke prangende, lyder det fra wingbacken.

- Det var første træningskamp. Folk skal lige i gang. Det var ikke den bedst spillede fodboldkamp fra vores side, men vi kom igennem den og fik løbet de meter, som vi skulle. Vi fik vundet første halvleg på et straffespark efter det havde bølget lidt frem og tilbage, men alt i alt var det en okay præstation i første halvleg, siger han til 3point.dk.

Men selvom det bare var en træningskamp, gjorde resultatet ondt, lyder det fra Bruus. 

- Det er overhovedet ikke ligemeget. Alt handler om ære og stolthed - om det så er en træningskamp eller Champions League-finalen. Jeg fik ikke rigtig set så meget af anden halvleg, så jeg har ikke lyst til at udtale mig om dét, men nu spillede jeg første halvleg, hvor det heller ikke var prangende. Men det var okay. Der er nogle ting, vi skal arbejde videre med. Vi skal have noget bedre spil sat op, men det kommer også.

- Vi har før tabt en træningskamp. Det kan ske. Men det handler om udtryk, ære og stolthed, så det gør selvfølgelig ondt. Stemningen er selvfølgelig trykket derinde (i omklædningsrummet, red.) efter man har tabt 4-1. Det er ligemeget om det er en træningskamp eller en gældende kamp. Man vil aldrig tabe 4-1.

Han afviser at det var tunge Brøndby-ben efter ti hårde træningsdage, der var skyld i den noget undervældende præstation.

- Jeg kan kun tale på mine egne vegne, og jeg havde det egentlig fint. Selvfølgelig skal man lige i gang, når det er første kamp. Det er lidt noget andet at være i løbeform til skoven til kampform. Derfor er det vigtigt for os alle sammen at få så meget spilletid som muligt, og det handler for alles vedkommende om at gribe chancen, og derfor gør det ondt at tabe 4-1, men det var ikke fordi vi havde tunge ben. 

Brøndby IF spiller træningskamp igen på fredag, når Viborg FF kommer forbi.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder