
Lasse Lagoni
Brøndbys vinteropstart kommer til at foregå i Danmark
Corona sætter sit præg på verden og kommer også til det i 2021. Således kommer Brøndby IFs vinteropstart til at foregå udelukkende under danske himmelstrøg.

Julepausen nærmer sig med hastige skridt, men det bliver en kort pause for spillerne, som allerede møder ind igen den 5. januar. Til gengæld kan de denne vinter ikke se frem til en tur under varmere himmelstrøg, for det sætter coronapandemien en stopper for.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller til klubbens hjemmeside, at alle vinterens forberedelser kommer til at foregå i Danmark.
- Vi har vurderet, at på baggrund af de nuværende restriktioner, der desværre rækker et godt stykke ind i det nye år, afholder vi hele vores vinteropstart i Danmark. De lande, som før har været mulige destinationer for vores træningslejre, kategoriserer Statens Serum Institut i dag som ’karantænelande’ grundet smitteudviklingen, og Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til de lande, siger CV til Brøndbys hjemmeside.
- Derudover opfordrer myndighederne kraftigt at gå i selvisolation i 14 dage efter en rejse til et ´karantæneland,’ og enhver kan sige sig selv, at det ikke er foreneligt med en god træningsopstart. Planen er derfor nu, at spillerne kommer tilbage fra juleferie 5. januar, og frem mod vores første Superliga-kamp, som spilles torsdag 4. februar, kommer vil at spille tre træningskampe mod danske hold, som vi er ved at lægge sidste hånd på.
Der resterer tre kampe for Brøndby i 2020. Superliga-kampe mod SønderjyskE og AC Horsens, samt en pokalkamp mod Fremad Amager.