
Steen Morfar Sørensen
Brøndbys U/17-træner: Vi skal spille med Brøndby IF's ånd og identitet
U/17-holdet i Brøndby Masterclass består af mange førsteårs-U/17-spillere, men træner Sune Jensen ser stort potentiale i sine drenge, som han vil have til at udstråle Brøndby-ånd, når de går på banen.

Til den kommende sæson har Brøndby IF forfremmet den tidligere U/15-træner Sune Jensen til U/17-træner. Det betyder, at den nye U/17-træner kender sine spillere særdeles godt i forvejen, og derfor ved han, at der er masser af potentiale i truppen.
- Vi er jo lige startet, kan man sige. De yngste spillere, der er i truppen, havde jeg sidste år, så dem kender jeg allerede rigtig godt. Og de andre spillere i truppen kender jeg også allerede godt, da jeg jo også har haft dem, da de var U15-spillere, hvor jeg selv var træner. Så på den måde kender vi hinanden, og det er jo en god forudsætning for at sætte en læringsproces og noget arbejde i gang. Men det er jo en helt ny trup i forhold til sidste år, så man kan ikke rigtig sammenligne dette års U17 med holdet fra sidste år. I år har vi jo rigtig mange første-årsspillere, som skal vænne sig til at spille U17, for det er et stort skridt for dem at tage. Så har vi også nogle andenårs-spillere, som var med sidste år, men som af forskellige årsager ikke har haft det bedste år.
- Så det er sådan lidt todelt, at vi har nogle spillere, der er førsteårs-spillere, og som skal spille rigtig meget. Og så har vi nogle andenårs-spillere, som skal steppe op og vise, at det er dem, der skal satses på. Det er jo meget normalt, at når man kommer op som førsteårs U17-spiller, så er der nogle andenårs-spillere, som er et år foran dig i processen. Men det er der altså ikke rigtigt i år. Og det er jo, fordi vi synes, vi har nogle gode førsteårs-spillere, og fordi de har masser af potentiale. Så det er klart, at vores førsteårs-spillere i denne sæson skal tage noget mere ansvar, end hvad der er normalt i en U17-trup, siger Sune Jensen til Brøndbys officielle hjemmeside.
Især håber Sune Jensen på, at han kan få sine spillere til at spille rigtig "Brøndby-fodbold".
- Jeg vil gerne have, at vi spiller dynamisk fodbold, og at vi virkelig kan spille med Brøndby IF's ånd og identitet, når vi går på banen, og at vi har en masse energi og intensitet. Vi har en masse spændende spillere i truppen, men uden at fremhæve enkelte navne, så har vi et rigtig talentfuldt hold. Alle spillerne, vi har på holdet, er der jo, fordi vi tror på, de kan blive superligaspillere i Brøndby. Så er der selvfølgelig nogle, der af forskellige årsager er lidt foran andre. Men dem, der er lidt efter, er her jo af den grund, at vi tror på, de kan blive det i fremtiden. Så er det selvfølgelig op til dem selv at udnytte det træningsmiljø, vi stiller til rådighed for dem, til at blive Superliga-spillere på sigt.
- Vi skal jo hele tiden blive skarpere på den måde, Brøndby IF gerne vil spille med det høje pres og genpres, og det at kunne angribe en masse med bolden. Det er jo meget af det, vi hele tiden arbejder på at blive skarpere på. Vi vil selvfølgelig også gerne udvikle spillernes individuelle kompetencer, og at vi samtidig som hold gerne skulle blive endnu skarpere sammen.
Han er dog ikke i tvivl om, at spillerne kan ende med at have en fysisk ulempe i forhold til nogle af de andre hold. Til gengæld håber han at kunne opveje ulempen med god fodbold.
- Jeg tror, qua vi har mange førsteårs-spillere i truppen, at vi måske ikke har fysikken til at matche de allerbedste fysiske hold i ligaen, men til gengæld har vi utroligt mange gode boldspillere. Vi kigger meget individuelt på vores spillere og tænker, hvad er det for nogle ting, denne type spiller skal kunne på sin position. Det er klart, at der er nogle, der skal lægge forskellige ting på. Selvfølgelig lægger de på over det hele. Men nogle gange vil vi også sige, at en spiller skal lave noget ekstra teknisk træning eller noget ekstra forsvarstræning i forhold til spillerens bevægelser. Vi laver så meget integreret træning som muligt, men vi har også designet individuel træning for hver enkelt spiller.
3point.dk kommer naturligvis til at følge U/17-mandskabet tæt i den kommende sæson.