Brøndbys trænere i bedste række – Del 5: Åge Hareide
Da den nuværende landstræner, Åge Hareide, satte sig i cheftrænersædet i begyndelsen af år 2000 varslede det indgangen til en ny epoke i Brøndby IF. Målet var a

Da den nuværende landstræner, Åge Hareide, satte sig i cheftrænersædet i begyndelsen af år 2000 varslede det indgangen til en ny epoke i Brøndby IF. Målet var at blive førende i Norden på linje med norske Rosenborg. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport
Åge Hareide skulle føre Brøndby tilbage til toppen
Forud for ansættelsen af Hareide var gået et halvt år med overgangsfiguren Tom Køhlert. Brøndby blev afleveret på en 2. plads i ligaen – seks point efter landsbyklubben Herfølge. Hele fire spillere af nordisk oprindelse blev hentet til i vinterpausen: Mattias Jonsson, Krister Nordin og Magnus Svensson fra Sverige, samt nordmanden Roger Helland. Senere blev norske Stig Inge Bjørnebye også lejet i Liverpool pga. flere skader på holdet. Spillestilen var fra start lagt an på en norsk inspireret 4-3-3, hvor der var mere fokus på power end klassisk fløjspil. Fra start var der dog bump på vejen. Man kan ofte læse meget ud fra en træners debut. Brøndby Stadion lagde græs til forårsåbneren mod Esbjerg, der drog hjem med en sejr på 3-2. Den mere teoretisk anlagte træning var noget andet, end mange spillere i truppen havde prøvet tidligere. De svingende præstationer på banen i det første halvår har ganske givet haft meget med tilpasningen til en ny trænertype at gøre. Presspillet sad ikke altid lige i skabet. Men da guldaspiranterne fra Herfølge blev banket med 5-0 sidst på sæsonen, troede mange alligevel, at guldet ville havne på Vestegnen. Det endte dog skuffende kun med sølvmedaljer om halsen efter sæsonen 1999/2000. Herfølge Boldklub, med John Faxe som træner, kunne fejre sit første og sidste mesterskab, da klubben i dag er en del af fusionen HB Køge.
Manglende succes i Europa
En anden vigtig del af projekt-Hareide var, at man ville tilbage til tidligere tider, hvor Brøndby var en faktor på den europæiske scene også. Efter deltagelsen i Champions League i 1998 havde man fået smag for mere. Brøndby skulle atter bide skeer med de helt store. Tilmed kunne man nu byde velkommen på et udbygget Brøndby Stadion, hvor man tidligere havde måttet leje sig ind i Parken til de store kampe. Døren til den indbringende Champions League blev dog hurtigt smækket i af Hamburger SV. Heller ikke i trøstturneringen UEFA Cuppen var der noget at hente. Kroatiske Osijek ekspederede den ambitiøse vestegnsklub ud allerede i 1. runde. Panderynkerne var bestemt til at få øje på efter den første tid med Åge Hareide.
Mange mål førte igen kun til sølv
Vi befinder os i en tid, hvor alt andet end guldmedaljer og europæisk succes var en absolut skuffelse. Forventningerne til Åge Hareide var tårnhøje og i efterårssæsonen 2000 blev der da også hamret masser af mål ind med en topplacering til følge. Angriberen Peter Graulund viste sig tilliden værdig, da han fik chancen på førsteholdet. Sammen med Mattias Jonsson dannede han en giftig angrebsduo, nu hvor man var gået væk fra 4-3-3 systemet. Der var dog hård konkurrence i toppen af rækken. Ærkerivalerne fra FC København kunne fejre deres andet danmarksmesterskab efter et forårskapløb, hvor Brøndby havde måttet se sig besejret to gange af Roy Rodgsons tropper fra Østerbro. Dele af Brøndbys engagerede tilskuerskare krævede Åge Hareide fyret. Der var ikke længere tålmodighed med træneren og man krævede yderligere forstærkning af holdet. Sølv var ikke nok – guldet skulle hjem til Brøndby igen.
Spillemæssig forløsning
I sommerpausen 2001 blev Peter Graulund solgt for et anseligt millionbeløb. Ind kom midtbanespillerne Mads Jørgensen og Peter Degn. Særligt førstnævnte skulle få en hovedrolle senere på sæsonen. På ungdomsfronten blev Brøndby i 2001 ynglingemestre med spillere som Thomas Kahlenberg, Jonas Kamper og Niki Zimling på holdet. Der var altså masser af talent at hive op på førsteholdet, hvis Åge Hareide skulle føle for det. Spillet flød nu endelig fra starten af efteråret 2001. Der blev banket mål ind i stimer, hvor særligt en ung Peter Madsen viste sig frem fra sin bedste side. Man lagde sig solidt i spidsen af ligaen og fremtiden tegnede atter lys. Også på den europæiske scene, var der glimt af tidligere storhed. Efter et skuffende nederlag ude mod kroatiske Varteks på 1-3, rettede man op på miseren med en fænomenal 5-0 afklapsning hjemme. Senere måtte man dog kapitulere mod italienske Parma, men man havde atter fået vist sig frem fra sin bedste side. Ved vinterpausen indtog Brøndby en suveræn førsteplads. Meget skulle derfor gå galt, hvis forspringet skulle sættes over styr i løbet af foråret.
Frustrationer og en afsked i utide
Opstarter har ofte været vanskelige for de gule og blå. Der blev lagt skidt fra land i 2002 med et nederlag på 3-4 til OB. Herefter havde man mere end svært ved at genfinde melodien fra efteråret. Spillet hakkede og forfølgerne åd sig mere og mere ind på det ellers solide forspring. Alt gik pludselig galt og på banen var frustrationerne tydelige. Harmonien og spilleglæden var nu blevet afløst af angsten for at tabe. Det måtte simpelthen ikke gå galt. Presset var maksimalt på den norske træner. I forbindelse med et hjemmenederlag til FC Midtjylland fik Peter Madsen en advarsel for at løbe ind i midtjydernes målmand. Åge Hareide kvitterede med en udskiftning i pausen. Billedet på en synkende skude var til at få øje på. Efter kampen tog Hareide sin afsked. Troen på at bringe mesterskabet til Brøndby var væk – der måtte nye kræfter til, hvis man fortsat skulle have en chance. Med til historien hører, at Hareides kone var blevet ramt af alvorlig sygdom. Det gjorde naturligvis, at fodbolden måtte træde i baggrunden. Nordmanden blev fritstillet før de sidste seks kampe i turneringen. Ungdomstræneren Tom Køhlert tog atter over og resten er historie. Med et sent mål i Parken reddede Mads Jørgensen muligheden for at kunne spille guldet hjem i sidste runde. Her kom konkursboet Lyngby BK på besøg med et hold af rene amatører. Der skulle dog gå - alt for - lang tid af den kamp, før Kim Daugaard med et forløsende frisparksmål sørgede for blå/gul jubel. Dermed endte Brøndby som mester i sæsonen 2001/2002. Åge Hareide kan dog ikke tilskrives hele æren, da der blev fornyet tro på tingene efter klublegenden Tom Køhlert tog over. Det huskes især tydeligt, hvordan en ung Thomas Kahlenberg blev bragt i spil i den altafgørende kamp mod FC København i næstsidste spillerunde.
Et blandet eftermæle
Efterskriften for Åge Hareide i Brøndby IF har smag af noget lige ved og næsten. To andenpladser, en smule europæisk succes og et næsten-mesterskab står tilbage som de kolde facts. Det tjente dog absolut til Åge Hareides ære, at han satte klubben over sin egen position og trådte til side, da han følte, at der måtte noget andet til. Målet var at bringe Brøndby tilbage som klar nummer 1 i Danmark og tilmed som førende i et nordisk perspektiv. Der var lang vej endnu, da man trods alt fejrede sit mesterskab nummer 9. I næste afsnit af vores trænergennemgang, kan du læse om dengang dansk fodbolds største spiller nogensinde gjorde sit indtog som træner i Brøndby IF. Læs også om bl.a. Tom Køhlert, Morten Olsen og Ebbe Skovdahl i tidligere afsnit.