3POINT
Nyheder7. nov. 2017

Brøndbys svenske inspiration kommer snart

Der er medvind over Vestegnen i denne sæson. Men på trods af den øjeblikkelige succes, hvor Brøndby IF er rykket på banen, er tilskuertallet underligt nok ikke

3point person
3point.dk7. nov. 2017

Der er medvind over Vestegnen i denne sæson. Men på trods af den øjeblikkelige succes, hvor Brøndby IF er rykket på banen, er tilskuertallet underligt nok ikke steget markant. Men der sker løbende forandringer på stadion af de forskellige grupperingers placeringer, således at stemningen gerne skulle blive endnu mere hektisk på stadion. For at fortælle lidt om tanker og ideer om, hvorledes forholdene på stadion skal forbedres og dermed øge tilskuertallet, har 3point.dk sat SLO, Lasse Bauer, og marketinsgschef, Thomas Skov Petersen, i stævne. Flytningen af Svinget til området mellem Sydsiden og Loxam har umiddelbart givet en mere aktiv langside. Var det målet, eller ville klubben have dem over i TV-siden så det gav et billede af et mere fyldt stadion? - Det var faktisk nogle af de tanker, vi havde fra start. Det var en helt klar tanke, vi havde. Hvis du kigger i forhold til aktivitet, er der selvfølgelig Sydsiden, Svinget og langsiden. Så der var et brud, hvor det nu ligger meget mere naturligt. Stemningen vandrer lettere over på langsiden. Det er for tidligt at konkludere på det, men vi har det indtryk, at det har hjulpet, siger Lasse Bauer og fortsætter. - Hvis du ser på stemningen på stadion, har du et epicenter på Sydsiden. Ud over det, der sker på banen, er det der, det starter. Capoerne og de aktive i midten er opmærksomme på, at langsiden er blevet mere livlig og forsøger at starte sange, hvor hele stadion står op og klapper samtidig og forsøger at engagere langsiden mere. Men det er også en proces, fordi det ikke ligger som en naturlig del, at man skal være aktiv på langsiden. Brøndby søger inspiration i Sverige på fanområdet Mange taler om at visse klubber i Sverige gennem mange år har haft høje tilskuertal. Hvad gør de bedre end danske klubber? Thomas Skov Petersen mener, at Brøndby IF bør gå analytisk til værks, da der er mange forskellige grupper fans på stadion med hver deres krav og forventninger til oplevelsen. - Når vi arbejder med fans, bliver vi nødt til at kigge på forskellige segmenter. Vi kæmper med at få de unge mennesker til at komme på stadion. Nu har vi et familieafsnit i blok 6, hvor der også er mulighed for at lave noget rundt om det med juniorlounge og juniorboder. Det har samtidig givet os mulighed for at arbejde med 'blok 1' som stemningsskabende (der har tidligere været familieafsnit her, red.). - Det er en dialog, der har været længe undervejs. Lasse (Bauer, red.) er kommet ind og vi har fået en tættere dialog med fansene, både qua Lasse og Johan Reiler, der er kommet ind. Vi er også i dialog med Hammarby. De kan lære noget af os på sponsorfronten og vi kan lære noget af dem. I Sverige har de størst forretning i fans. - Det ligger i Strategi 6.4, at der skal gøres mere for fans. Vi har de mest engagerede fans og det forpligter jo. Vi har præsenteret de udfordringer, vi synes der er, og hvad det kræver at forbedre oplevelse. Vi kigger på, hvad det er for en rejse, man er på fra man tager hjemmefra til man kommer hjem igen. Hvad er godt og hvad er skidt? Der er ingen tvivl om, at når vi er 14.000 og stadion er halvfyldt og ikke halvtomt, der tipper den. Så fås det ikke meget bedre. - Men når vi taler om, hvad vores vision er, handler det om at have Nordens bedste fanscene før, under og efter kampen. Svært at øge tilskuertallet hurtigt Lasse Bauer har om nogen fingeren på pulsen i forhold til de mere aktive fans – både tidligere og nuværende. Han anerkender, at det bliver et langt sejt træk at øge tilskuertallet på Stadion. Herunder etablering af et ’Blok 1’ i den første del af langsiden op mod de stemningskabende områder på stadion. - Vi må tage tingene i små skridt. Det er noget, der tager tid at udvikle. Vi er meget inspireret af de områder, de har i de større svenske klubber. De har det på langsiden i Djurgården og Hammarby, de har de to sving ved siden af nordtribunen i Malmø. I Malmø er det den gamle tifogruppe, der står deroppe. Det er meget naturligt med disse sving og så noget andet ved siden af. Du får en meget mere naturlig overgang og det bliver mere acceptabelt at være aktiv på den del af langsiden. - Det er også suverænt det afsnit, vi har lettest ved at sælge til derby. Sydsiden ryger forholdsvis hurtigt, og så ved folk godt, at hvis de skal have en fed oplevelse og samtidig være meget interesserede i fodbold, så er blok 1 måske bare stedet, hvor du kan nyde fodbolden mere end du kan på Sydsiden, for der står du og hopper og synger, men også stadig bidrage. Det er helt klart noget, vi går med overvejelser omkring, for vi kan se effekten, når vi eksempelvis er i Sverige, for at se fodbold. De har fået opbygget en kultur, hvor det er meget mere normalt at klappe med og råbe med på sangene. Vi ved alle sammen hvor fedt det ser ud, når hele stadion er med. - Man skal lige huske forhistorien, for hvorfor det er sådan. Er vi 14.000 eller mere, er dette suverænt Danmarks bedste stadion. Det er her, du får den bedste oplevelse - næsten uanfægtet af hvad der sker på banen. I forhold til forhistorien handler det om, at en klub som Brøndby har været vant til at vinde, så fansene kom bare automatisk. Efter kriseårene kommer det til at tage noget tid at opbygge de fantastiske forhold på stadion, som giver et højere tilskuertal. Det kræver en masse benarbejde. Vi er startet på det og det er muligt at udføre i øjeblikket, men det skal tages i den rette rækkefølge. - Udfordringen er altid den næste potentielle tilskuer. Hvis vi siger, at vi snitter 12.000, så handler det om nummer 12.001 og nummer 12.002. Hvad mere skal der til og hvad skal vi gøre, for at vedkommende får lyst til at tage på stadion i stedet for at se kampen i tv? I en senere artikel vil Lasse Bauer og Thomas Skov Petersen give deres bud på de forandringer på og omkring stadion som vil gøre det mere attraktivt at komme på Stadion og se kampene live.

Mest kommenterede nyheder