3POINT
Nyheder2. okt. 2019

Brøndbys pokalhelt: Jeg kunne ikke andet end at smile og smågrine på vejen hjem

Målmanden Tobias Juul blev den store pokalhelt for Brøndby U/19 tirsdag aften. Han gjorde comeback efter en tre måneder lang skadespause og var derfor en glad m

3point person
3point.dk2. okt. 2019

Målmanden Tobias Juul blev den store pokalhelt for Brøndby U/19 tirsdag aften. Han gjorde comeback efter en tre måneder lang skadespause og var derfor en glad mand, som ikke kunne andet end at smile og smågrine på vejen hjem fra Sundby Idrætspark. Tobias Juul vogtede målet, da Brøndby IF's U/19-hold tirsdag aften tog kampen op med Fremad Amagers ditto i pokalturneringen. Målmanden var tilbage efter en tre måneder lang skadespause og endte med at blive den helt store pokalhelt for de blå/gule. Det kommer vi tilbage til. Den ordinære kamp endte 1-1 og det var en noget rodet affære, fortæller Tobias Juul til 3point.dk. - Det var meget, meget rodet. Vi spillede egentlig fint de første 20 minutter og kom foran 1-0, men derfra gik vi ned i tempo. Vi spillede lidt for meget individuelt frem for at fokusere på at gøre holdet bedre. De kom så på 1-1 og de havde yderligere et par chancer, og vi var heldige med at nå til straffesparkskonkurrencen, siger han. Straffesparkskonkurrencen blev lang. To gange tvang Juul modspillere til at skyde over mål. Han havde også en redning undervejs og til sidst havde så mange sparkere været igennem, at det var målmand Juuls tur. Det tog han helt køligt. Han sparkede bolden i nettet og Brøndby videre i pokalen. - Det er aldrig dårligt. Jeg kunne ikke andet end at smile og smågrine på vejen hjem, lyder det med et smil fra matchvinderen. - Det var også et super comeback. Jeg har været skadet i tre måneder og det har været svært, så det var super rart at komme tilbage på sådan en måde. LÆS OGSÅ: Unge Juul var med på træningslejr: God støtte, røverhistorier og lærerig træning Avancementet i pokalturneringen var vigtigt for Brøndby U/19, fortæller keeperen videre. - Det er utrolig vigtigt. Personligt var det en god måde at lave comeback på. Men holdet er det vigtigste og da vi er en stor trup, er det ikke altid, alle får spilletid. Så det er super vigtigt for hele truppens udvikling. Tobias Juul husker, at han tidligere har lavet samme nummer i en straffesparkskonkurrence som U/14-spiller i en kamp mod Hamborg. Ellers synes han det er hyggeligt med en lille straffesparkskonkurrence efter træning, hvor man kan hygge sig med det. Det har tydeligvis båret frugt, for tirsdag kunne en smilende Tobias Juul gå hjem som den helt store pokalhelt.

Mest kommenterede nyheder