3POINT
Nyheder27. okt. 2018

Brøndbys nye Goal Station: Et smart og motiverende værktøj

Her kan du blive lidt klogere på den nye Goal Station, som er blevet bygget bag ved Brøndby Stadion. Den har flere funktioner, blandt andet er den motiverende o

3point person
3point.dk27. okt. 2018

Her kan du blive lidt klogere på den nye Goal Station, som er blevet bygget bag ved Brøndby Stadion. Den har flere funktioner, blandt andet er den motiverende og kan indsamle data. Hvis man har været på Brøndby Stadion i den seneste tid, vil man helt sikkert have lagt mærke til den nye Goal Station, som er placeret bagved Michael Laudrup Loungen og ved siden af Superliga-holdets nye hybridtræningsbane. Den nye Goal Station giver trænerne et nyt værktøj i arbejdet med spillerne, fortæller Christian Sørensen, TOP-centertræner i Brøndby IF, og Peder Siggaard, projektleder i Brøndby IF, da 3point.dk satte dem i stævne. Vi mødtes ude ved selve Goal Station og startede med at træde ind på den indhegnede bane, som indeholder otte mål i den størrelse, man også finder ude på fodboldbanerne. Banen kan derfor bruges til en række forskellige træningsøvelser, samt naturligvis en masse skudtræning, som også kan hjælpes på vej af den boldkanon, klubben råder over. Da Mark Strudal var ansat som angrebstræner i Brøndby, talte han varmt for Footbonauten, som særligt blev kendt gennem Bundesliga-klubben Dortmund. Goal Station er samme type redskab, men en billigere version, lyder vurderingen i Brøndby, hvor Goal Station allerede har været en stor succes. Christian Sørensen er ansvarlig for Brøndbys TOP-center og har med samarbejds- og partnerklubber ar gøre. Han oplever en meget stor og stigende interesse for træning i Goal Station, som Brøndbys Masterclass-hold selvfølgelig også nyder godt af. Vi bevæger os ud af selve Goal Station og ind i et nærliggende skur. Her hænger en masse runde diodelignende effekter på en væg og Christian samler dem i en taske, inden vi bevæger os ud igen. Han tager også en iPad med. For det er nemlig også en af de store fordele ved Goal Station - det kan give både spillere, trænere og klub en masse data, som kan bruges til at tilrettelægge træning og forbedre spillerne individuelt i træningen på stor bane. Ved siden af Goal Station er placeret to Focus 360 Arenaer. Den ene er lidt større end den anden og Christian går i gang med at sætte dioderne - FitLights som de hedder - op inde på banen. De opsatte FitLights taler sammen med iPad'en og kan på den måde indsamle data. Spilleren skal nemlig sparke bolden hen på den plade, hvor FitLightet lyser. Dataen vil så fortælle, hvor hurtig spilleren er, hvor høj præcisionen er og så videre. Det kan man efterfølgende bruge til at arbejde videre med i den almindelige træning - for eksempel kan det blive tydeligt, at en spiller har det svært med venstrevendinger eller med afleveringer med sit svage ben. Herunder kan du se, hvordan det foregår, når man træner i Focus 360 Arenaen.

Både Peder Siggaard og Christian Sørensen kan fortælle, at Focus 360 Arenaen er ekstremt motiverende for spillerne, da øvelsen er så enormt målbar og håndgribelig. Men de understreger begge, at hverken arenaen eller Goal Station i sig selv kan erstatte den almindelige fodboldtræning - det er et nyt redskab og et rigtig godt supplement. Udviklingen af Goal Station er også stadig i fuld gang og Brøndby IF har endnu ikke fået udforsket alle muligheder, ligesom idémanden bag, Brian Sørensen, stadig udvikler på konceptet. Der er masser af muligheder for brug af Goal Station i fremtiden også, så rigtig mange vil få glæde af den nye Goal Station. Herunder kan du se hvordan det ser ud, når der er Masterclass-træning i gang:

Mest kommenterede nyheder