
Simon Kammer
Brøndbys nye bomber er klar til minutter: Ellers havde han ikke været med
Michael Gregoritsch kan få lyndebut for Brøndby IF torsdag aften mod Strasbourg.

Brøndby IF skal torsdag aften på en stor europæisk opgave. Racing Club de Strasbourg venter i playoff-runden til Conference League og den første af to kampe spilles i Frankrig.
Frederik Birk råder til de to kampe over en ny angriber i form af østrigske Michael Gregoritsch, og han kan få lyndebut for Brøndby torsdag aften.
Vil du have mod på at smide ham i kamp i morgen?
- Ja, ellers havde jeg ikke taget ham med, lød det fra Frederik Birk på onsdagens pressekonference, hvor 3point.dk og Bold var repræsentanter for den danske presse.
Birk fik også mulighed for at sætte lidt flere ord på Gregoritsch:
- Han er en lidt anderledes type end det, vi råder over i forvejen, og det var netop ambitionen at se, om vi kunne få lidt forskellige kort at spille med. Det er jo en stor dreng, som har et enormt stærkt venstre ben, sparker godt til kuglen og er god i boksen også. Så han er en lidt anderledes type end for eksempel Filip Bundgaard på ni’eren.
- Det er en stor targetfyr, som vi har med at gøre, men han er også vant til at presse for Ralf Rangnick på det østrigske landshold, så selvfølgelig er der en arbejdsomhed i ham, og kløgt og klogskab i spillet mod bolden, men det er en anderledes type, som kan give os nogle nye facetter i spillet.
Og der er ingen tvivl om, at Brøndby får brug for alle gode kræfter, hvis den franske klub skal besejres over to kampe. Birk forventer en taktisk affære torsdag aften i Strasbourg:
- Jeg forventer en kamp mellem to strukturer, som måske godt kan gå lidt lige ud. Nu må vi se, hvordan vi lykkes med at få skabt lidt asymmetri i spillet momentvis. Men det er en dygtig modstander vi skal møde, og de har nogle klare styrker, som vi har kigget ind i.
⁃ Vi har også kigget lidt på, hvordan vi kan få drejet spillet i en retning, hvor det kan favorisere vores spil bedre. Mon ikke det bliver en affære, som holder sig relativt taktisk, og som giver begge hold mulighed for at konkurrere.
Der forventes 1.000 Brøndby-fans i udebaneafsnittet torsdag aften og herudover kommer sponsorer oven i.