Brøndbys kamp mod FCV er vigtig - for pengepungen
Efter den kommende 22. spillerunde er det endnu en gang tid til at uddele TV-penge. Brøndbys kamp mod FCV på søndag er derfor ikke kun vigtig sportsligt, men og

Efter den kommende 22. spillerunde er det endnu en gang tid til at uddele TV-penge. Brøndbys kamp mod FCV på søndag er derfor ikke kun vigtig sportsligt, men også for pengepungen. TV-pengene i dansk fodbold er delt op i flere forskellige puljer. I alt er der cirka 250 millioner kroner, der skal fordeles mellem klubberne. 25 af de millioner kommer fra placeringspuljen, hvor fordelingsnøglen er udarbejdet på baggrund af stillingen i Alka Superligaen. Efter 22. spillerunde i weekenden, skal pengene fordeles. FC Midtjylland stikker altså afsted med flest penge, da de ligger suverænt nummer et og ikke kan hentes. Det samme gælder FC København på andenpladsen. Anderledes ser det ud for Brøndby, som på søndag spiller mod FC Vestsjælland. Alt efter hvordan resultaterne flasker sig i de andre kampe, kan Brøndby nemlig opnå en placering mellem tre og syv i tabellen. Det skriver tipsbladet.dk, som også detaljeret gennemgår de andre Alka Superligaklubbers scenarier. For at Brøndby kan opnå en tredjeplads kræver det, at FC København vinder over Randers FC. Samtidig skal man ende over både AaB og FC Nordsjælland, som man ligger á point med lige nu. Vinder begge hold, kræver det eksempelvis at Brøndby slår dem på målscoreren. Det er altså et større regnestykke, men for Brøndby kan det betyde en forskel på hele 1,7 millioner kroner, alt efter om man ender som nummer tre eller nummer syv efter 22. spillerunde. Se fordelingsnøglen for uddelingen af pengene her (iflg. Tipsbladet.dk): Nummer 1: 5,9 millioner kroner. Nummer 2: 4,3 millioner kroner. Nummer 3: 3,2 millioner kroner. Nummer 4: 2,5 millioner kroner. Nummer 5: 2,2 millioner kroner. Nummer 6: 1,8 millioner kroner. Nummer 7: 1,5 millioner kroner Nummer 8: 1,2 millioner kroner. Nummer 9: 900.000 kroner. Nummer 10: 700.000 kroner. Nummer 11: 400.000 kroner. Nummer 12: 200.000 kroner.