Brøndbys bruttotrup til kampene mod VPS
Brøndby IF havde inden den første kamp mod VPS Vaasa i 2. runde af kvalifikationen til Europa League indsendt en trup på ialt 39 spillere til UEFA. Hvoraf de 16

Brøndby IF havde inden den første kamp mod VPS Vaasa i 2. runde af kvalifikationen til Europa League indsendt en trup på ialt 39 spillere til UEFA. Hvoraf de 16 på den såkaldte B-liste er 18 år eller derunder. UEFA har omsider offentliggjort den bruttotrup, som Brøndby IF havde sendt til forbundet inden den første kamp mod VPS Vaasa. Blot få dage før den kamp blev Gustaf Nilsson udlejet til Silkeborg IF, så den svenske angriber er blandt de 39 spillere på listen. Det er til gengæld hverken Filip Blazek eller Lasse Vigen Christensen. Førstnævnte kom ganske vist til Vestegnen to dage før den første kamp mod finnerne, men det var for sent, mens Lasse Vigen som bekendt først skrev under på en kontrakt igår tirsdag. Derfor er ingen af de to i truppen, som ellers består af de resterende 22 spillere fra Brøndbys Superliga-trup samt 16 unge spillere på den såkaldte B-liste. Faktisk kunne Blazek godt være med i truppen jævnfør reglerne - de bliver ridset op nedenfor - men Brøndby valgte altså ikke at efterregistrere slovakken. De 16 på B-listen er (med deres alder i parantes) målmand Casper Hauervig (18), forsvarerne Christian Enemark (18), Frederik Tønsberg (17), Anton Skipper Hendriksen (17) og Benjamin Laursen (17), midtbanespillerne Morten Frendrup (16), Karl Dines Appelt (17), Andreas Bruus (18), Jonas "Mini" Madsen (17), Andreas Pyndt Andersen (16), Lucas Rejnhold Steen (17) og Jesper "Jobbe" Lindstrøm (17) samt angriberne Magnus Warming (17), August Vitus Frandsen (17), Bertram Gjelfort (18) og Ertugrul Teksen (17). UEFA's regler omkring registrring af spillere Klubberne har ansvaret for at sende henholdsvis en A-liste og en B-liste med spillere til UEFA inden nogle bestemte deadlines, hvor den for A-listens vedkommende var den 7. juli inden midnat i forbindelse med 2. kvalifikationsrunde til UEFA Europa League. Næste deadline er den 21. juli. A-listen må bestå af op til 25 spillere, hvor mindst to skal være målmænd. Et minimum på otte spillere skal være såkaldte home grown players, hvoraf maksimalt fire må være udviklet i andre danske klubber, mens resten skal være udviklet i - i dette tilfælde - Brøndby IF. D.v.s. at de kort sagt skal have være i Brøndby i tre hele sæsoner - ikke nødvendigvis sammenhængende - eller 36 måneder imellem deres 15. og 21. år, mens de øvrige skal have været tilknyttet en anden dansk klub under de samme krav. Hvis der er færre end otte homegrown players, reduceres A-listen tilsvarende ned fra de 25 spillere. I de tre kvalifikationsrunder samt til playoff-runden må klubberne efterregistrere en enkelt spiller helt frem til midnat dagen før den første kamp i hver runde. Dog må A-listen stadig ikke overskride de 25 spillere - i så tilfælde må en anden glide ud - og reglerne for homegrown players skal stadig være overholdt. Klubberne må endvidere inden midnat dagen før en kamp få registreret en B-liste med et ubegrænset antal unge spillere. For at være på B-listen må man højest fylde 21 i løbet af indeværende kalenderår, og man skal have været i klubben i mindst to sammenhængende år mellem sin 15. og 21. fødselsdag. Er man under 17 år, skal man have været i klubben i mindst de to seneste år uden afbrydelser. Læs hele reglementet her (de relevante artikler er 41-43).