.jpg%3F2026-07-03T14%253A05%253A27.137Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Brøndby vil forstærke sikkerheden på stadion
Brøndby har mandag offentliggjort en række af initiativer for at forbedre trygheden, når man besøger Brøndby Stadion.

Sikkerheden skal op, og ballademagerne skal ud.
Det var det klare budksab fra Brøndbys administerende direktør, Ole Palmå, da klubben mandag formiddag offentliggjorde en række opjusteringer for at bringe sikkerheden i top på Brøndby Stadion efter en række af alvorlige episoder sidste år.
- Som vi sagde tilbage i efteråret, efter de episoder vi oplevede, så accepterer vi ikke adfærd, der skaber utryghed. Hvis du skaber utryghed, så har du ikke noget at gøre på Brøndby Stadion. Vi nedsatte en arbejdsgruppe tilbage i efteråret, som igennem vinterpausen har arbejdet på at se, hvordan vi kan forstærke sikkerheden markant, fortæller Ole Palmå til Brøndbys hjemmeside.
Ifølge Palmå har arbejdsgruppens arbejde resulteret i, at klubben har investeret 'adskillige millioner' i blandt anden nye adgangsporte, forbedret billetkontrol, visitationszoner og en opgradering af kameraovervågning med ansigtsgenkendelse, som klubben første gang tog i brug tilbage i 2019.
Arbejdet skulle allerede være påbegyndt, og klubben regner med, at mange af de nye tiltag vil være klar relativt hurtigt, men at arbejdet i indgangene vil strække sig over lidt længere tid.
Ikke kun uden for stadion
Det er ikke kun på vej ind til tribunerne, du vil opleve ændringer.
Også inde på stadion vil der komme nye forstærkede hegn og porte mellem tribunerne.
Tiltag, der ifølge klubben vil blive implementeret i første kvartal af 2025.
Derudover oplyser klubben, at Brøndby IF har indledt en principel retssag mod to personer, der skulle have brugt ulovligt fyrværkeri under en kamp.
Her blev klubben straffet med en bøde af disciplinærudvalget. En bøde, som klubben nu vil undersøge muligheden for at give videre.
- Hvorfor skal klubben betale for andres ulovligheder? Det her er en vigtig sag for os. Hvis du bryder reglerne og skader Brøndby IF, så skal du også stå til ansvar. Brøndby IF er en klub, hvor vi passer på hinanden. Vi kommer aldrig til at lade de få ødelægge det for de mange. Derfor tager vi de her skridt nu, siger Palmå til Brondby.com.
Brøndby IF oplyser, at klubben lige nu har 45 personer i eget karantæneregistret udover det nationale register under politiet, mens der fortsat arbejdes på at identificere nogle af de personer, der i efteråret begik 'ballade', som klubben selv beskriver det.
De forskellige klubber i Superligaen er blevet enige om at øge straffen for at forulempe frivillige, ansatte og politibetjente.
- Til Derbyet i oktober oplevede vi blandt andet, at en kontrollør blev forulempet, og derfor er vi glade for, at klubberne i Superligaen er blevet enige om, at forulempelse eller medvirken til forulempelse af personale på eller udenfor stadion - heriblandt, men ikke begrænset til politibetjente, kontrollører og bodpersonale - medfører mellem to til fire års klubkarantæne. Det er et stærkt signal, for det skal ikke være utrygt at gøre sit arbejde eller blot være frivillig på et fodboldstadion.
Klubben nævner, at der igennem vinteren er blevet afholdt møder med Divisionsforeningen, Justitsministeriet og en række øvrige Superligaklubber og fanklubber med henblik på nye tryghedsskabende initiativer.
Resultatet er endnu ikke offentliggjort, men Brøndby skriver, at man kan forvente yderligere information om dette inden længe.