3POINT
Nyheder2. mar. 2016

Brøndby videre til pokalsemifinalen

Brøndby IF er i semifinalen i DBU Pokalen. Det er resultatet ovenpå aftenens kvartfinale i Skive, hvor de grønklædte storfavoritter sejrede med 3-0. Allerede ef

3point person
3point.dk2. mar. 2016

Brøndby IF er i semifinalen i DBU Pokalen. Det er resultatet ovenpå aftenens kvartfinale i Skive, hvor de grønklædte storfavoritter sejrede med 3-0. Allerede efter 1 minut havde Brøndby tilkæmpet sig et hjørne, som Teemu Pukki headede i sidenettet, og kort efter var det Wilczek der fik hovedet på et Johan Larsson-indlæg. Matchvinderen fra i søndags headede dog et stykke forbi. Skive viste sig også af og til i den anden ende. Efter 10 minutter forsøgte de sig med et fladt indlæg, som via en afretning fra en Brøndby-fod var tæt på at sejle i mål ved fjerneste stolpe. Skive gik til kampen med en plan om, at Brøndbys pasningsspil ikke måtte begynde at køre. Den plan lykkedes ofte, og det høje pres tvang i flere situationer Brøndbys centrale defensiv til at ty til lange bolde uden adresse. Johan Larsson, som i dagens anledning var anfører for Brøndby, fik til gengæld masser af plads i offensiven, og meget af Brøndbys spil gik gennem ham. Det undrede derfor heller ikke mange, da Brøndbys største mulighed blev sat op af netop Larsson. Et indlæg, som af flere omgange blev halvclearet, endte med et hovedstød af Wilczek, som Daniel Krog i Skive-målet fik pareret, og så kunne Greko fra omtrent 5 meters afstand skovle bolden over mål. Som halvlegen skred frem virkede Brøndby mere og mere rådvilde i det offensive spil, og Skive formåede at udnytte den usikkerhed. Et flot angreb blev sat op af Mikael Uhre, bolden endte hos Jesper Henriksen, som fra kanten af feltet satte sin direkte modstander, og følte bolden på overliggeren. Kort efter var det Teemu Pukki som blev sendt i dybden. En Skive-forsvarer forsøgte at cleare, men sparkede op på Pukkis skinneben, så bolden sejlede i en blød bue over Daniel Krog og tæt forbi mål. Minuttet senere var det Christian Jakobsen der markerede sig med en flot afslutning fra kanten af feltet, som lige tog roden af fjerneste stolpe på vej ud. Anden halvleg startede som første, med en god Brøndby mulighed efter under et minut. Denne gang var det JEsper Juelsgård der tog et raid fra midterforsvaret helt op til feltet, og hans flade afslutning tvang Daniel Krog ud i fuld længde. Minuttet senere var Daniel Krog ikke lige så heldig. Igen var det Johan Larsson der orkestrerede et Brøndby-angreb fra sin højre side. Det præcise indlæg blev kun bokset et par meter væk, og her stod Magnus Eriksson klar til at samle op. Den nybarberede svensker var sikkerheden selv, og så var storfavoritterne fra Vestegnen foran. Efter målet døde kampen lidt, i hvert fald chancemæssigt, hvilket tillod Skive at få styr på deres spil. En time inde i kampen skabte hjemmeholdet en omgang klumpspil i Brøndbys lille felt, som endte med at Rønnow kunne samle bolden op, og små 5 minutter senere fik Ashiru en god afslutningsmulighed fra kanten af feltet. Netop Ashiru fik en kæmpe chance, da en stor Brøndby-fejl på midten af banen skabte en friløber, som Frederik Rønnow dog flot klarede. Men Skive fik blod på tanden, og sendte flere og flere mand fremad banen, hvilket også skabte muligheder i den anden ende. 2 minutter før tid blev kampen så lukket, og hvem andre end indskiftede Johan Elmander kunne fra kanten af feltet føle bolden ind i det lange hjørne med en smuk afslutning. I overtiden fik Frederik Holst sat Thomas Kahlenberg op, og anføreren bankede bolden i kassen fra 20 meters afstand. 3-0 var måske et mål for meget, men det var et flot punktum der blev sat. Sejren betyder at Brøndby slutter sig til AGF i gruppen af hold i semifinalen. Lodtrækningen til de kampe finder sted direkte på TV3 Sport1 efter tredje kvartfinale mellem FC Roskilde og AaB på tirsdag. Sidste kvartfinale står mellem FC København og Randers FC om 24 dage.

Mest kommenterede nyheder