Brøndby vandt underholdende affære over FC Nordsjælland
Brøndby IF og FC Nordsjælland leverer normalt underholdende kampe med masser af mål. De mange mål udeblev i søndagens opgør, men der var masser af chancer og go

Brøndby IF og FC Nordsjælland leverer normalt underholdende kampe med masser af mål. De mange mål udeblev i søndagens opgør, men der var masser af chancer og godt med underholdning, da Brøndby vandt 2-0 over Kasper Hjulmands unge tropper. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF og FC Nordsjælland plejer at levere målrige, chancerige og actionfyldte kampe, når de to hold brager ind i hinanden. Sidste sæsons fire kampe bød på hele 22 mål, så der var store forventninger til dagens opgør, da de unge Farum-drenge gæstede Brøndby Stadion. Det var da også til at se fra start, at i hvert fald Brøndby gerne ville frem og angribe. Allerede efter to minutter blev Johan Larsson sendt i dybden inde i Nordsjællands felt, og Brøndbykaptajnens indlæg måtte heades væk fra selve målstregen af Karlo Bartolec. Inden vi havde rundet de ti minutter havde også Mikael Uhre haft to muligheder. Så var vi ligesom i gang. Brøndby dominerede, og FC Nordsjælland var sjældne gæster på Brøndbys banehalvdel. Når de endelig var der, pressede Brøndby de unge FCN-drenge tungt, og det stressede dem tydeligt. I den anden ende fik Brøndby til gengæld flere chancer, og efter 25 minutter var bolden også godt på vej i nettet. Mikael Uhre modtog en høj bold i dybden, som han tog ned med brystet og kanonerede mod nettaget, men inde i Nordsjælland-målet leverede Nicolai Larsen en mesterredning, som holdt FCN inde i opgøret. Efter en halv time fik Brøndby bolden i nettet. Et Kasper Fisker-hjørnespark endte, efter lidt klumpspil, tilbage hos Fisker, der chippede bolden over til bagerste stolpe, hvor Kamil Wilczek stod helt fri. Polakken stod dog også klart offisde, og målet blev annulleret. Men Wilczek var varm, og syv minutter senere fandt Kasper Fisker ham endnu engang. Denne gang i dybden, hvor Wilczek trak sig nok fri til at kunne lægge bolden stille og roligt i nettet ved fjerneste stolpe. Dermed gik Brøndby til pause med en føring på 1-0. To minutter inde i anden halvleg fik FC Nordsjælland så deres første reelle chance. Et frispark sejlede hele vejen til bagerste stolpe, hvor FC Nordsjælland-spillerne løb i vejen for hinanden, og de tre helt frie nordsjællændere fik i fællesskab skovlet bolden forbi mål. I stedet var Brøndby tæt på i den anden ende. Efter lidt hurtig boldomgang løb Lasse Vigen pludselig fri på siden af forsvaret, og bolden til rette for Kamil Wilczek, som dog blev presset til at sende den forbi mål. Chancerne blev færre i løbet af kampen, men tyve minutter før tid kunne Brøndby være kommet på 2-0, da Johan Larsson fik en friløber. Larsson afsluttede dog fladt og lige på Nicolai Larsen, og Brøndby førte stadig kun med 1-0. Ofte er det sådan i fodbold, at når man ikke udnytter sine chancer, så bliver man straffet i den anden ende. Sådan begyndte det også at se ud, som tiden gik. Brøndby begyndte at sløse med bolden, og FC Nordsjælland kom mere på bolden. Men nej, FC Nordsjælland kom ikke på tavlen. Det gjorde Brøndby i stedet. Efter et hjørnespark fik Joel Kabongo muligheden for at hamre bolden mod mål, men hakkede den i stedet ind i ansigtet på Ante Erceg, hvorefter den strøg i mål. Dermed tager Brøndby sejren, og ligger nu nummer et i Superligaen med 10 point for fire kampe.