3POINT
1639332138-DSC01829.jpg

Teis Markfoged

Nyheder12. dec. 2021

Brøndby vandt, men er ude af pokalturneringen

Brøndby IF vandt 2-1, men det var ikke nok. Samlet nederlag på 3-2 i kvartfinalerne til FC Midtjylland er facit efter årets sidste kamp.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen12. dec. 2021

Søndag aften ventede der ikke bare Brøndby IF årets sidste kamp, men også et stort bjerg, der skulle bestiges på den ellers så flade Hede.

Nede med 2-0 fra det første opgør skulle Brøndby forsøge at sende FC Midtjylland ud af pokalturneringen. Men det ville altså kræve en sejr på minimum tre mål - eller to mål og straffespark. Men det syntes langt væk efter nederlag og undervældende indsatser i de to seneste kampe.

Måske af den grund valgte trænerteamet at ryste posen. Brøndby stillede i en 4-4-2 diamant fra start, hvor både Marko Divkovic, Mathias Greve og Christian Cappis fik chancen fra start.

Det startede dog som vi tidligere har set det mellem netop FCM og Brøndby. Hjemmeholdet på MCH Arena spillede sig til et par store chancer, hvor Mads Hermansen stod i vejen.

Brøndby fik spillet sig mere og mere ind i kampen og Divkovic var meget livlig. Derfor var det også fortjent, at han fik scoret sit første Brøndby-mål. Han bragte Brøndby foran, da han satte panden på et indlæg fra Kevin Mensah og flot headede bolden i nettet.

Men føringen holdt ikke længe for Brøndby, der i perioder lod sig presse af FCM. Brøndby havde i visse sekvenser store problemer i opspillet og det var også opskriften på FCMs mål til 1-1.

Sigurd Rosted sendte bolden lige op i foden på Evander, der lagde den af til Charles, som spillede den videre til Raphael onyedika, som meget flot sparkede den ind til 1-1. FCM havde også en stor hovedstødsmulighed til Juninho, som Hermansen tog sig af.

Anis Slimane havde Brøndbys største tilbud foruden målet, da han tidligt i første halvleg måtte se sit hovedstød reddet af Jonas Lossl i FCM-målet. Stillingen var 1-1 ved pausen og dermed var semifinalerne lige så langt væk for Brøndby, som da de tog hul på kampen.

Brøndby kastede alt i kamp fra anden halvlegs start og lavede tre indskiftninger. Ind kom Henrik Heggheim, Josip Radosevic og Blas Riveros.

De blå/gule var bedre i anden halvleg og spillede i store perioder fint. Det blev mere chancefattigt end i første halvleg, men ikke mindre intenst.

Bølgerne gik højt, da Charles gik ned i en duel og ville have behandling, men Brøndby spillede, som reglerne foreskriver, videre. Bo Henriksen endte med at skubbe til Andreas Maxsø, som ville have fat i bolden, men mere dramatik blev der ikke ud af det.

I stedet blev Divkovic dobbelt målscorer, da han behandlede et godt indlæg fra Riveros efter fortjeneste ved at heade det i kassen til 2-1.  

Brøndby pressede på til sidst og kastede naturligvis alle mand frem, men det var ikke nok, selvom Simon Hedlund nok blev snydt for et straffespark, der kunne have sendt det hele i et endnu større drama. Det sluttede 2-1 og Brøndby er dermed ude af Sydbank Pokalen efter 3-2 samlet.

Mest kommenterede nyheder