Brøndby udraderede tamme vicemestre
Den sidste kamp i sidste sæson, var et opgør på Brøndby Stadion hvor SønderjyskE med en sejr sikrede sig sølvmedaljerne, mens Brøndby akkurat missede bronzen. D

Den sidste kamp i sidste sæson, var et opgør på Brøndby Stadion hvor SønderjyskE med en sejr sikrede sig sølvmedaljerne, mens Brøndby akkurat missede bronzen. Der var derfor dømt hævn, da sønderjyderne igen var på besøg på den københavnske vestegn, og den hævn blev sød for de blå-gule, der var totalt overlegne i alle spillets facetter, og fortjent vandt med hele 4-0. Første chance faldt efter 8 min på en Brøndby-kontra i bedste Zorniger-stil. Nørgaard slog en aflevering på omkring 50 meter til Pukki, som tager bolden til sig og lægger den ind i feltet hvor Hjulsager stormer frem og sparker over mål. Kort efter var det Hany Mukhtar der nød godt af en sukkerbal fra Nørgaard, da tyskeren sled sig fri og sparkede tæt forbi fra kanten af feltet. Brøndby fortsatte dominansen, og SønderjyskE havde meget svært ved at følge med de vævre Brøndbyspillere. Teemu Pukki serverede bolden for fødderne af Hany Mukhtar et par meter foran mål, men tyskeren var for presset til at kunne afslutte og måtte nøjes med hjørnespark. Midt i første halvleg kom SønderjyskE også til afslutning da Mikael Uhre forsøgte at løbe fra Benedict Röcker, men måtte opgive, og i stedet forsøge den flade afslutning, som gik en meter forbi mål. Efter en halv time kom den fortjente scoring til hjemmeholdet, som igen forsøgte at kombinere sig igennem på kanten af SønderjyskE's straffesparksfelt. Lebogang Phiri modtog bolden og tog den frækt med bagom støttebenet, og var pludselig fri til afslutning. Den tog Marin Skender sig af, men returen var Teemu Pukki lynhurtigt over, og han prikkede sikkert Brøndby i front. Der skulle blot gå to minutter mere før Brøndby-fansene igen kunne juble. Johan Larsson pressede sig til et hjørnespark, som han lagde ind i panden på Christian Nørgaard. 'Nør' headede den videre ind i feltet, og ved bagerste stolpe stod en helt fri Hjörtur Hermannson, som let kunne heade sit første Brøndby-mål ind i sin blot tredje kamp. SønderjyskE forsøgte at ændre på tingene i pausen, som de brugte til at skifte to mand ud, men det var alligevel Brøndby der fortsatte. Bare 6 minutter inde i halvlegen punkterede de blå-gule udeholdets planer. Andrew Hjulsager sendte et perfekt indlæg ind i feltet, hvor Kamil Wilczek stod helt fri. Wilczek fik ikke et helt rent træf, men nok til at dirigere bolden ind bag en sagesløs Marin Skender til 3-0. SønderjyskE blev kun småfarlige på dødbolde, og det var da også efter et langt indkast fra Pierre Kanstrup, de fik deres første chance efter pausen. Brøndbyforsvaret så ikke helt afstemt ud, da Svenn Crones forsøg på en clearing ramte Röcker i ryggen og sprang mod mål. Frederik Rønnow var dog hurtigere over den end Mikael Uhre. Men udfaldet af kampen var der aldrig tvivl om. Hvis ikke kampen allerede var lukket, blev den det halvvejs i halvlegen, da Johan Larsson erobrede bolden i det lille felt, spillede til Teemu Pukki som fik tid og plads til at tage et par driblinger - stadig i det lille felt - og banke bolden ind ved nærmeste stolpe. Herfra begyndte Brøndby at spille mere for at underholde end for at score, og selvom det bød på mange lækre detaljer fra specielt Lebogang Phiri og Johan Larsson, så betød det samtidig at de store chancer udeblev. Det endte derfor med 4-0, og dermed må det formodes at være et Brøndbyhold fyldt med selvtillid, der tager til Grækenland for at møde Panathinaikos torsdag.