Brøndby udraderede Horsens i målfest
Brøndby IF tog imod AC Horsens i mesterskabsslutspillets første hjemmekamp, og det blev en opvisning fra de blå-gule, der kørte Horsens ud af brættet i første h

Brøndby IF tog imod AC Horsens i mesterskabsslutspillets første hjemmekamp, og det blev en opvisning fra de blå-gule, der kørte Horsens ud af brættet i første halvleg og fortjent vandt med hele 5-1. Brøndby kom med 210 minutters fodbold i benene i denne uge, så på forhånd blev der stillet spørgsmålstegn ved, hvor god forfatning spillerne egentlig var i? Rigtig god, skulle det vise sig. De skulle godt nok lige bruge fem minutters tid på at komme i gang, men Horsens udnyttede ikke det lille overtag, og siden så Brøndby sig ikke tilbage. Efter flere halve chancer fik Anthony Jung bolden efter et hjørnespark. Han sparkede på mål, og bolden havnede i nettet. På vejen blev den rettet af af en Horsensspiller, som vippede den op i maven på Pukki inden den fortsatte ind i nettet, så mon ikke DBU giver målet til finnen. Fem minutter senere var der til gengæld ingen tvivl om målscoreren. Horsens' unge reservekeeper Frederik Bobjerg blev presset til at spille bolden ud i fødderne på Hany Mukhtar, som sendte den videre til Teemu Pukki der let kunne score til 2-0. For en uge siden gik Brøndby til pause med en 3-0-føring efter en suveræn første halvleg mod AaB, og denne søndag virkede de blå-gule også til at ville afgøre sagerne inden pausen. Syv minutter før pausen troede hele Horsensforsvaret, at Kasper Fisker ville afslutte fra en gunstig position, men Fisker spillede i stedet elegant bolden videre til Kamil Wilczek, som alene med keeperen vippede bolden i mål. 3-0 ved pausen for anden Superligakamp i træk. Efter pausen kom Horsens igen fint ud uden at skabe de store chancer, men Brøndby begyndte langsomt at spille sig tættere på 4-0. Målet kom ti minutter inde i anden halvleg, da Hany Mukhtar med et fladt indlæg fandt Teemu Pukki ved forreste stolpe, og finnen nemt satte bolden i nettet. Men denne gang svarede Horsens dog tilbage med det samme. I forbindelse med målet satte østjyderne to nye angribere ind, og blot minuttet efter lagde den ene nye, Jonas Borring, bolden ind i panden på den anden, Lasse Kryger, som flot headede reduceringen helt op i målhjørnet. Horsens forsøgte, men ikke engang på dødbolde kunne de for alvor komme tæt på yderligere reduceringer. I stedet kørte Brøndby bolden rundt og forsøgte ofte med dybdebolde mod indskiftede Kevin Mensah. Mensah manglede dog den fornødne skarphed til at omsætte de halve chancer han fik, til scoring. Der kom dog en scoring i slutminutterne. Lasse Vigen blev skiftet ind ti minutter før tid, og seks minutter senere sparkede han sikkert bolden fladt ind i det korte hjørne, hvor Frederik Bobjerg ikke kunne nå ned. Med 5-1-sejren har Brøndby fået en perfekt start på mesterskabsslutspillet og en god optakt til næste weekend, hvor FC København venter i slutspillets første derby.