Brøndby udraderede FC Helsingør med tenniscifre
På forhånd var der lagt op til en storsejr i Brøndby denne søndag eftermiddag, og hjemmeholdet leverede de mål, der skulle til. FC Helsingør havde såmænd chance

På forhånd var der lagt op til en storsejr i Brøndby denne søndag eftermiddag, og hjemmeholdet leverede de mål, der skulle til. FC Helsingør havde såmænd chancerne, men de blev misbrugt, og så kunne Brøndby i stedet tage en 4-0-sejr over oprykkerne. Årets første hjemmekamp for Brøndby IF havde lokket flotte 11.547 tilskuere til Brøndby Stadion, og fansene fik i dén grad valuta for pengene. Brøndby var klar fra start, og allerede efter ti minutter var hjemmeholdet foran 2-0. Først var det Paulus Arajuuri der headede et hjørnespark i kassen ved nærmeste stolpe. Tre minutter senere var det Mukhtars tur, efter en Brøndby-erobring højt på banen. Brøndbys overfaldsfodbold havde vist sin styrke - det høje pres havde givet et mål og et målgivende hjørnespark på blot ti minutter. Herefter havde FC Helsingør faktisk en lille opblomstring, hvor specielt Tobias Christensen voldte Brøndbydefensiven en del problemer. Først fik han en friløber, som Frederik Rønnow reddede, og kort efter trak han fri ti meter fra mål men sparkede forbi. Mellem de to chancer havde også den tidligere Brøndbyspiller Patrick Olsen haft et fremragende langskudsforsøg, som Rønnow dog havde styr på. Mens FC Helsingør-spillerne havde chancerne til at blande sig i opgøret, så lignede det mere end 3-0 end 2-1. Særligt Hany Mukhtar fik alt for meget plads centralt, og ti minutter før pausen orkestrerede han dødsstødet for Helsingør. Flot kombinationsspil fra Brøndby gav Kamil Wilczek bolden, og hans skud havde lige akkurat power nok til at trille en halv meter over målstregen inden Helsingør-keeperen nåede frem til den. Oveni de tre scoringer, hører det med til historien om første halvleg at både Hany Mukhtar og Kamil Wilczek havde bolden i nettet, men blev dømt offside. Skarpheden var voldsom hos Brøndbys offensive folk. I pausen havde Brøndby tydeligvis snakket om at skulle ud og dræbe kampen, og det var lige præcis hvad der skete. Efter tre minutter fik Hany Mukhtar et frispark på kanten af feltet. Helsingør satte muren for at blokere en direkte afslutning, men ingen af dem opdagede Teemu Pukki, der løb fri på siden. Han fik bolden, og så havde han både tid og plads til at tage den til sig og sætte den sikkert i nettet. 4-0, og ydmygelsen lå og lurede lige under overfladen. Fire minutter senere blev det så 5-0. Anthony Jung slog et hjørnespark langs baglinjen, Wilczek forlængede og Teemu Pukki headede den ind. På dette tidspunkt valgte Brøndby at spare nogle af de spillere, som var i karantænefare frem mod torsdagens topkamp i Herning. Både Benedikt Röcker, Christian Nørgaard og Simon Tibbling forlod banen tidligt, og det gav bl.a. hjemmebanedebut til 16-årige Morten Frendrup, der leverede en fin indsats på midtbanen. Brøndby trak tempo, og det gav et lidt rodet indtryk. 20 minutter før tid fik FC Helsingør så reduceret, da indskiftede Tontini løb indenom Brøndbyforsvaret og sparkede den ind i det nærmeste hjørne i en situation, hvor hverken Frederik Rønnow eller indskiftede Svenn Crone så for heldig ud. Brøndby viste sig dog også stadig momentvist frem i den anden ende. Et kvarter før tid blev bolden serveret for fødderne af Lasse Vigen, der flot sendte bolden op i målhjørnet. 6-1, og Brøndby lignede et hold, der kunne sætte flere og flere søm i kisten som det behagede dem. Men tempoet dalede og dalede, og Brøndby var et hold, der var fint tilfredse med at vinde 6-1. Dermed er et et hold med masser af selvtillid, der torsdag rejser til Herning i en vaskeægte topkamp.