3POINT
Nyheder18. aug. 2018

Brøndby U/19 vendte 1-4 til 4-4 i vildt comeback i Farum

Brøndbys U/19-hold leverede lørdag eftermiddag et flot comeback i Farum, da de vendte 1-4 til 4-4 mod FC Nordsjælland. Anton Skipper Hendriksen leverede udligni

3point person
3point.dk18. aug. 2018

Brøndbys U/19-hold leverede lørdag eftermiddag et flot comeback i Farum, da de vendte 1-4 til 4-4 mod FC Nordsjælland. Anton Skipper Hendriksen leverede udligningen i de allersidste sekunder. Lørdag eftermiddag skulle Brøndbys ældste talenter spille sæsonens første kamp og det var samtidig cheftræner Joakim Mattssons første turneringskamp i spidsen for U/19-holdet. Første opgave var en vanskelig en af slagsen, da Brøndby besøgte kunstgræsset og FC Nordsjælland på Right To Dream Park. Brøndby stillede op med følgende 11 i Farum:Mads HermansenKasper Jørgensen - Anton Skipper Hendriksen (A) - Emil Staugaard - Lucas Rejnhold SteenFrederik NørrestrandAgust Hlynsson - Andreas Pyndt AndersenJesper 'Jobbe' LindstrømRoni Arabaci - Peter BjurFlot Pyndt-mål og voldsomt FCN-pres Brøndby fik en god indledning på kampen og kom ud med masser af energi og gejst. Holdet er sat op til at spille som Superliga-holdet og det var tydeligt at se. De blågule praktiserede det karakteristiske pres og genpres og kombinerede sig i perioder flot gennem midten. Det kastede også en smuk scoring af sig, da Peter Bjur blev spillet igennem i højresiden. Han lagde en god bold skråt tilbage til Andreas Pyndt, der meget behersket krøllede den op i det ene målhjørne. 1-0 til Brøndby. Men den stilling skulle ikke holde længe, for nu fulgte et sandt FCN-bombardement. Brøndby var sårbare på omstillinger og det udnyttede hjemmeholdet til UG. Hjemmeholdets nummer 10, Tochi Phil Chukwuani, gjorde en god figur og brugte både sin teknik og speed til at gøre ondt på gæsterne. På ikke ret lang tid gik Brøndby fra 1-0 til at være bagud 3-1. FCN sparkede alt i kassen i denne periode. Det blev endnu værre for Brøndby, da Frederik Nørrestrand fik bolden fra Mads Hermansen og skulle spille sig ud af det første FCN-pres. Det lykkedes nemlig ikke og Nørrestrand tabte bolden. Det førte til en kavalkade af FCN-muligheder og et par store Hermansen-redninger, inden han måtte give fortabt og se bolden gå i mål mellem venner og fjender. Agust Hlynsson fik en god skudmulighed i den anden ende og generelt havde Brøndby chancer til mere end det ene mål, de gik til pause med, men de blågule manglede skarphed og kvalitet i afslutningerne. Agger på lægterne og et vildt comeback En del mennesker havde fundet vej til Right To Dream Park lørdag eftermiddag. Heriblandt tidligere U/19-træner i FCN og nuværende HB Køge-træner Morten Karlsen, men det mest prominente navn på tribunen var alligevel Brøndby-legenden Daniel Agger, der også havde indfundet sig på stadion. Brøndby kom ud med samme aggressivitet i anden halvleg, men der skulle gå en rum tid, før reduceringen kom. Peter Bjur blev rykket ned på 10'er-positionen efter en udskiftning og det gjorde, at han kom mere på bolden. Han fik chancen efter en omstilling og trykkede af med venstreskøjten fra kanten af feltet. Bolden kyssede stolpen og strøg i nettet. Hermansen havde flere gode redninger og var medvirkende til at hjemmeholdet ikke fik lukket kampen endegyldigt. Med få minutter tilbage af kampen, lykkedes det Brøndby at reducere igen. Mikkel Eslund kom i et godt genpres og tvang en FCN-spiller til at lave en fejl, som sendte Magnus Warming alene igennem med keeperen. Han scorede og så var der pludselig spænding i de sidste tillægsminutter. Brøndby kastede alt frem - også midtstopper Anton Skipper Hendriksen. I kampens allersidste sekunder nåede han op til en lang bold ind i feltet. FCN-keeperen kom på mellemhånd og så sejlede bolden i nettet og et flot comeback var en realitet. Det endte 4-4 i Farum i U/19-holdets første turneringskamp i denne sæson.

Mest kommenterede nyheder