3POINT
1749934154-BIF-FCN-U17-14-06-2025GULD(5).jpg

Teis Markfoged

Nyheder26. jul. 2025

Brøndby U19 med sejr i sæsonens første testkamp: Kynde om kampen og opstarten

Læs reaktioner fra U19-cheftræner, Viktor Kynde, om den første testkamp i sæsonen samt generelt om opstarten, nye spillere og tilgange til staben.

3point person
Jakob Kjærgaard26. jul. 2025

Brøndby U19 har været tilbage på græs i en god uges tid og lørdag middag stod den på sæsonens første testkamp mod B.93 på Østerbro. Brøndby kunne tage tilbage til Vestegnen med en sejr på 2-0 på mål af Ekene Chukwuani og Gustav Ruby.

Brøndby stillede med følgende hold i de to halvlege:

1. halvleg:

Mamadou Jalloh
Mathias Werter, Rasmus Lynder, Gustav Ruby, Oliver Wettergren
Jakob Wismann
Tahir Cevher, Sander Larsen
André Escobar
Musa Akinfenwa, Nikolaj Johansen

2. halvleg:

William Sonne 
Malthe Mortensen, Rasmus Lynder, Raphael Canut, Werther/Wetter
Ali Al-Najar, Casper Svart
Elias Broberg
Musa Akinfenwa, Ekene Chukwuani, Viggo Poulsen

Efter kampen fik 3point.dk en længere snak med den nye U19-cheftræner, Viktor Kynde, om kampen mod B.93 samt det generelle fokus i opstarten. Om kampen have Viktor Kynde følgende kommentarer:

- I løbet af den første uge har har vi haft fokus på - og snakket om - reaktioner, intensitet og defensive omstillinger. Vi vil have spillere som backtracker, genpresser, som løber dybt, som blokerer afslutninger - altså, det har ikke været de der store taktiske ting, der har været i fokus, men mere de adfærsmæssige ting og det er dét, som vi har brugt krudt på her i den første del af opstarten og også dét som vi kiggede efter i dag. 

Kynde fortsætter;

- Og det var også det vi langt henad vejen så i dag. Det var vigtigt for os, at spillerne, til denne kamp, ikke blev evalueret helt vildt meget på om vi lige lykkedes i vores opbygningsspil eller om vores pres lige sad i skabet. Det var vigtigere for os, at spillerne forstod, at det var det andet, det adfærdsmæssige, som var vores tema for kampen og jeg synes også, at det var det vi lykkedes bedst med. Spillerne kunne være det bekendt, som de lagde på banen. Der var lidt forskelle på de to halvlege og vi spillede to forskellige systemer. Men jeg var overordnet set tilfreds med spillernes præstation.

Brøndby havde to nye spillere med i dagens kamp. Musa Akinfenwa (prøvespiller fra Nigeria) og Nikolaj Johansen, som er hentet i B.93 i sommerpausen. Begge spillere gjorde et godt indtryk og bragte nogle andre kompetencer til U19-holdet;

- Vi havde to nye spillere med i Musa, der jo er på prøve og Niko. 1. halvleg er jo et tydeligt eksempel på hvad de bringer med rigtig mange dybe løb og de ligger virkelig og trækker i forsvaret. De har begge helt vildt meget fart og er pågående - og de ligger bare konstant og løber på modstandernes bagkæde, som virkelig driller B.93's stoppere. Dét de nok ville opleve fra kampen er - uden jeg lige har snakket med dem efterfølgende - er en lille frustration over ikke altid at få de der bolde fordi de andre spillere ikke helt er vant til den type af angribere, som laver så mange dybe løb. Men de efterlod et godt indtryk og så har de nogle andre kvaliteter end mange af vores andre spillere. Vi har jo mange mellemrumsspillere og mange som vil have bolden i fødderne, mens Musa og Niko bringer fart, dybe løb og dynamik ind i holdet.

Kynde og resten af staben kender denne gruppe af spillere indgående. Alligevel blev testkampen også brugt til at finde ud af hvilke ting, der skal være i fokus gående mod sæsonstarten i U19-ligaen. Og efter kampen kunne Viktor Kynde pege på især tre områder, hvor U19-holdet skal udvikle sig i løbet af denne opstart;

- Vi kender spillerne rigtig godt og vi ved jo godt, hvor vi står sådan grundlæggende, men det var også vigtigt for os, at bruge den første kamp på at prøve at finde ud af hvad det er for nogle ting, som vi skal have fokus frem mod første turneringskamp. Der har vi selvfølgelig taget det ind, som vi allerede ved, men vi vil rigtig gerne koble det på dét vi har set i den første uge af træningen og i denne kamp. Og noget af det vi ser er, at der er noget med vores opbygningsspil, som jeg synes vi skal forbedre. Der var nogle ting i dag, som bør være ret simpel at flytte på. Så er der noget omkring - som jeg sagde før - at vi har gode reaktioner og returløb i denne kamp - og det er godt for de der defensive omstillinger har tit kostet mål imod. Men når vi så er nede at stå lidt dybere bliver vi ligesom tilfredse med at være kommet under modstanderne og så bliver vi for passive. Det skal vi have fixet. Og så skal vi bliver skarpe i det høje pres, selvfølgelig. Det er jo en DNA-ting, men det er mest nogle små justeringer, hvor vi bare skal bygge videre på det U17 og 19 gjorde sidste år. Så det er mere genopfriskning.

I sidste sommers pre-season havde U19 og 17 et større fokus på det lavere forsvarsspil - noget man traditionelt ikke har arbejdet så meget med i Masterclass. Det skete som led i nogle spillestilsmæssige ændringer i Masterclass, som nu er kommet helt på plads og derfor er der i denne pre-season ikke samme fokus på et specifikt område. Viktor Kynde fortæller:

- Vi har ikke på samme måde et fokus på et specifikt tema, som vi havde sidste sommer. Der er sket nogle spillestilsmæssige ændringer i Masterclass i de sidste par år og jeg synes, at vi er landet i den spillestil, som alle nu kender. Det er vi på plads med og alle afklarede med hvad spillestilen er. Så nu handler det mere om at arbejde videre med den, få den til at virke og få den ud til alle spillerne. Så vi er ikke der, som du beskriver med sidste år, at vi skal præsentere noget helt nyt for vores spillere. Det kommer de ikke til at opleve i år, men de kommer til at opleve, at vi fører det videre, som vi har sat igang i de sidste par år.

Afslutningsvist kunne Viktor Kynde fortælle lidt om staben omkring U19-holdet til den kommende sæson, hvor der blandt andre er hentet en ny assistenttræner i B.93:

- Michael Kjær er kommet fra B.93 og bliver min assistent i den kommende sæson. Daniel (Jespersen red.) fortsætter på målmændende. Ole (Jensen red.) fortsætter som holdleder. Jesper (Christiansen red.) har denne transitionsrolle og hjælper også angriberne - og så starter der en ny analytiker d. 1. august, som skal erstatte Carl-Emil, der er skiftet til Sønderjyske. Vi har også Kasper Lund, som fortsætter i rollen med fokus på individuel træning og så er der kommet en ny head of medical til fra Nordsjælland, Simon (Hee Meinke red.).  Så virkelig et stort og kompetent team vi har omkring U19-holdet til den kommende sæson.

Mest kommenterede nyheder