3POINT
1684240765-20230513_Freja-Borne_3point_BrøndbyU19-mod-ACHu19_00010.jpg

Freja Borne

Nyheder28. maj 2023

Brøndby U19 fik to point mod Randers efter stærk 2. halvleg

Brøndby U19 fik to point mod Randers efter hele tre straffesparkredninger fra Lucas Ziegler.

3point person
Jakob Kjærgaard28. maj 2023

Brøndby U19 tog kl. 13 lørdag eftermiddag hjemme mod Randers i sæsonens næstsidste kamp. Det ældste Masterclass-hold skulle forsøge at slå tilbage efter en hård periode. Inden kampen havde cheftræner, Christian Sørensen, snakket om vigtigheden af, at spillerne viste den rette adfærd og mentalitet, når der kom modgang - og det må man sige, at de gjorde efter at Randers - kort før tid og ganske ufortjent målt på udviklingen i 2. halvleg - scorede på en omstilling. Spillerne rejste sig, kæmpede og pressede videre og fik dybt inde i overtiden scoret til 1-1 ved Philip Søndergaard. Den efterfølgende straffesparkskonkurrence blev vundet efter en stærk præstation af Lucas Ziegler i målet - og dermed sikrede Brøndbyholdet sig en tiltrængt succesoplevelse.

Til dagens kamp mod Randers havde Christian Sørensen udvalgt følgende 11:

Lucas Ziegler
Malek Bakhit, Mikkel Durlev, Philip Søndergaard, Lukas Larsen (U17)
Noah Nartey, Marinus Larsen
August Carlsson, Bertram Kvist
Eskild Dall, Oscar Sejrup

Fraværende til dagens kamp var Ludwig Vraa, da han er tiltænkt en plads i Superligatruppen imens Clement Bischoff, Benjamin Kold, Adam Claridge og Tobias Landstrøm - igen for de tre sidste - var ude med skader.

Brøndby kom ved første fløjt ud med et godt udtryk og lagde et højt pres på Randers - og der var i den indledende fase optræk til flere farlige forsøg. Men det var ganske symptomatisk for Brøndby-holdet i dag, at de kom i mange gode situationer i og omkring feltet, men manglede skarpheden og kvaliteten i de sidste afleveringer, der for alvor skulle gøre chancerne store. Efter den gode indledning tog Randers mere og mere over. Efter 11. minutter udmøntede det sig i et straffespark til gæsterne efter en ordentlig omgang klumpspil i Brøndbys felt. Det efterfølgende straffespark tog Lucas Ziegler sig godt af og forhindrede dermed et føringsmål til Randers. Det skulle ikke blive den sidste gang Ziegler kom i fokus på straffespark. Randers fortsatte dog med at gøre ondt på Brøndby - og de kom i flere farlige situationer, især 1:1 dueller på siderne. Efter 16 minutter diskede Ziegler op med en fantomredning, da Randers endnu engang var på spil i feltet. Lucas Ziegler stod kampen igennem flot og var også god til at kompensere for den lavere højde på Brøndbyspillerne ved at være meget aktiv i feltet på indlæg og hjørnespark.

Efterhånden kom Brøndby igen mere med - og igen, var der optræk til flere farlige situationer men hvor den sidste skarphed manglede. Brøndbys største mulighed tilfaldt Oscar Sejrup efter ca. en halv time, da han afsluttede stærkt fra højre side. Bolden strøg dog akkurat forbi mål. Forsvarsspilleren Mikkel Durlev bød sig ligeledes til i offensiven med et nærgående forsøg efter en opsamling fra et hjørnespark men den efterfølgende afslutning fløj over mål.

Efter en relativ lige 1. halvleg - hvor Randers dog havde større chancer - kunne holdene gå til pause, som de startede: med 0-0 på lystavlen.

Brøndby måtte i pausen udskifte en skadet Malek Bakhit og ind kom U17-spilleren Waldemark Bjergfelt, som i øvrigt gjorde en rigtig fin figur i 2. halvleg. Pausen blev ikke benyttet til flere udskiftninger. Det var en rigtig god version af Brøndby-holdet, som kom ud til 2. halvleg. De satte sig på kampen og var rigtig gode på bolden i den indledende fase - især også orkestreret af Marinus Larsen og Noah Nartey, der overtog taktstokken på den centrale midtbane og spillede sig igennem Randers' første pres. Der stod også Nartey på den første chance i 2. halvleg, da han med en fremragende pasning fandt Sejrup til en god skudmulighed ligesom Nartey selv kom frem til en fin mulighed, der dog blev placeret over mål. Noah Nartey skal ikke blot roses for hans spil på bolden i 2. halvleg, som var på et højt niveau - men også hans arbejdsrate uden bolden. Dette bedst illustreret af, at Nartey - i løbet i 2. halveg - sprintede en halv bane for at stoppe en Randers-omstilling og endte med - som sidste Brøndbymand - at afværge situationen lige inden Randers-angriberen skulle afslutte. Det var en fornøjelse at se.

Der stod Brøndby på det meste i 2. halvleg og Randers stod i store perioder omkring eget felt - men i modsætning til 1. halvleg havde de i denne periode ikke held med at ramme Brøndby på omstillingerne. Det var blevet rettet til i pausen. Selvom Brøndby havde meget spil - og var ret gode i fase 1 og 2, hvor de relativt nemt spillede sig igennem modstanderne havde de dog større udfordringer i gennembrudsspillet, hvor de havde enormt mange muligheder omkring feltet og på siderne, som dog ikke blev konverteret til de helt store chancer. I midten af 2. halvleg blev U17-spilleren, Jonathan Agyekum, sat på banen. Agyekum har haft en rigtig god forårssæson på U17, hvor udviklingen i dén grad har gået den rigtige vej, hvilket også har medført flere chancer på U19. Da han kom på banen gjorde han også straks ondt på Randers med sin fart og sine udfordringer - og på den baggrund tiltrak han straks et gult kort til Randers. Brøndby blev ved med at forsøge at nedbryde Randers-defensiven. Efter 75 min. var fremragende forarbejde af Bertram Kvist og Mads Beyer tæt på at sætte Agyekum op til en stor chance og et minut efter afsluttede Marinus Larsen på stolpen ligesom også Agyekum, med en god individuel aktion, kom fri til en stor chance. Presset på Randers-målet blev større og større, men så skete der det, som ikke måtte ske. På en omstilling i det 83 min. - og en personlig fejl fra Philip Søndergaard, som ellers havde spillet en kanonkamp - kunne en Randers-angriber løbe fri på det meste af en banehalvdel og alene igennem med Ziegler kunne han sikkert sætte den ind højt i målet til 0-1. En kold spand vand i hovedet på det hårdtprøvede mandskab og hård kost for Philip Søndergaard der kampen i kampen havde leveret på et højt niveay. Nu skulle Christian Sørensens ord før kampen stå sin prøve - hvordan ville holdet reagere på den modgang. Man så dog et hold, som fortsatte med at presse på. Imod slutningen af kampen sled Eskild Dall sig fri på siden, men blev revet omkuld lige inden feltet. Minutterne gik og det så ud til at timeglasset var ved at være tømt for minutter og sekunder. Men i de absolut døende sekunder kom Agyekum igen i fokus, da han sled sig fri på kanten af feltet i højre side. Inde i feltet stod Philip Søndergaard klar til at modtage bolden og sparke bolden i nettet til 1-1. Virkelig godt arbejde af Agyekum og en velfortjent oprejsning til Søndergaard. 

Umiddelbart efter 1-1 målet fløjtede dommeren kampen af og Brøndby var dermed sikret et point. Det ekstra point skulle afgøres i straffesparkskonkurrencen og for Brøndby scorede Eskild Dall, Lukas Larsen, Noah Nartey og Waldemar Bjerfelt mens Bertram Kvist sparkede på overliggeren. Ziegler reddede dog to straffespark - foruden den ene i den ordinære tid - og Brøndby kunne derfor for sjette gang i træk vinde den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Der var gode præstationer fra især Noah Nartey, Marinus Larsen, Phillip Søndergaard og Lucas Ziegler. Positivt var det også, at Brøndby benyttede fire spillere som kunne have spillet U17-bold: Lukas Larsen, Philip Søndergaard, Waldemar Bjergelt og Jonathan Agyekum - og sluttede kampen af med tre af dem i forsvaret. Alle leverede rigtig fine præstationer og spillede fuldstændig med på dette niveau. Det er et godt afsæt mod den nye sæson.

Brøndby U19 spiller sidste kamp på tirsdag mod Esbjerg FB. Kampen spilles på Brøndby Stadion.

Kampfaktra:
83 min: 0-1 Randers
90+2: 1-1 Brøndby (Philip Søndergaard)

Straffespark:
Eskild Dall scorer
Randers scorer
Lukas Larsen scorer
Randers brænder
Bertram Kvist brænder
Randers brænder
Noah Nartey scorer
Randers scorer
Waldemar Bjerfelt scorer

45 min: Malek Bakhit ud, Waldemar Bjergfelt ind
68 min: Oscar Sejrup ud, Jonathan Agyekum ind
68 min: August Carlsson ud, Mads Beyer ind
84 min: Marinus Larsen ud, Mathias Jensen ind

 

Mest kommenterede nyheder