3POINT
1693658179-IMG_1440.jpeg

Freja Borne

Nyheder2. sep. 2023

Brøndby U19: Bischoff-hattrick på 45 minutter i 4-1 sejr mod AC Horsens

Brøndby U19 leverede en stærk præstation, da de lørdag middag slog AC Horsens med 4-1 på hjemmebane.

3point person
Jakob Kjærgaard2. sep. 2023

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner

Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.

Brøndby U19 tog lørdag middag mod AC Horsens på bane 2. Der var i dén grad lagt op til revanche, da AC Horsens, i en af de sidste kampe i den seneste sæson, tog fra Brøndby med en knusende 2-7 sejr og mange af spillerne på begge sider var gengangere fra dén kamp.

Cheftræner, Menno Van Dam, havde valgt følgende startformationer til opgøret:

Noah Sømmergaard
Malek Bakhit, Ludwig Vraa, Philip Søndergaard, Lukas Larsen
Adam Claridge
Mathias Jensen, Noah Nartey
Bertram Kvist
Benjamin Kold, Jonathan Agyekum

Brøndby startede opgøret rigtigt stærk – både med og uden bold. AC Horsens er, som nævnt, et hold, som tidligere har skabt problemer for Brøndby med deres meget kompakte defensive struktur med hurtige og lange transitioner til Jasha Beluli i front, men i starten af opgøret - og igennem hele opgøret -  var Brøndby klart bedst.

Den gode start fra Brøndby resulterede i et gult kort til Horsens-keeperen allerede efter to minutter, da Benjamin Kold rundede keeperen på kanten af feltet og blev nedlagt. På det efterfølgende frispark lavede Brøndby en fin kombination, der fik sat Noah Nartey op til en afslutning fra distancen. Det blev dog en afslutning med god fart, men uden den fornødne præcision og den endte således lige favnen på Horsens-keeperen. Brøndby fortsatte de gode takter, da Bertram Kvist efter 5 minutter skulle have bragt Brøndby på 1-0, hvilket han også ville have gjort i 9 ud 10 lignende situationer. Efter et godt Brøndbypres, som stressede Horsens-spillerne, blev Bertram Kvist pludseligt spillet fri af en modstander. Alene med keeperen og med få meter til mål kiksede afslutningen dog fuldstændig og bolden blev sparket flere meter forbi mål. Dette skulle egentlig blive billedet på 1. halvleg – Brøndby som den absolut dominerende part, meget på bolden og gode i presset, men der manglede i dén grad kvalitet i den sidste pasning eller afslutning.

Herefter fulgte en periode, hvor Brøndbys fase 1 og fase 2 spil var rigtig stærk. Brøndby spillede sig med høj kvalitet relativt let igennem Horsens’ defensive linier og truede flere gange bagkæden, men den sidste kvalitet i afleveringer eller i angribernes løb i feltet manglede. Det gode kombinationsspil centralt i banen, ofte orkestret af Noah Nartey, medførte mange situationer, hvor Malek Bakhit eller Lukas Larsen kunne komme til gennembrud på siderne, men som nævnt manglede den afgørende kvalitet så det enten ikke blev rigtig farligt – eller også blev det sidste skud blokeret af en hårdtkæmpende Horsens-defensiv. Brøndby fortsatte ihærdigt med at forsøge at bryde Horsens-defensiven op, men i stedet kom holdet bagud 0-1 på en traditionel Horsens-omstilling. Efter at have tabt bolden højt på Horsens’ halvdel blev Brøndby fanget med mange spillere højt i banen, hvorefter Horsens hurtigt bragte den op til deres spidsangriber, Jasha Beluli, som rundede Philip Søndergaard og sikkert satte den ind til 1-0. efter 36 minutter. Uhyre effektivt på Horsens’ eneste chance i 1.halvleg. Målscorer, Beluli, har i øvrigt tidligere været hård overfor vores U19-drenge og det var således hans mål nr. 5 mod Brøndby U19. Det var en kold spand vand i hovedet på Brøndbyspillerne og det skulle nu stå sin prøve hvorvidt holdet rent faktisk har rykket sig mentalt i forhold til sidste sæson, hvor en sådan situation sagtens kunne have resulteret i, at det hele var faldet lidt fra hinanden. Det gjorde det dog ikke i dag. Bestemt ikke. Brøndby fortsatte ufortrødent med at spille hurtigt og aggressivt – og der var generelt en rigtig god attitude hele vejen rundt. Det blev dog ikke til yderligere scoringer i 1. halvleg.

I pausen fortog Menno Van Dam to planlagte udskiftninger. Som følge af reserveholdskamp på mandag skulle Bertramt Kvist og Clement Bischoff kun spille 45 minutter i dag og sidstenævnte kom således på banen til starten af 2. halvleg i stedet for førstnævnte. Af samme årsag blev Philip Søndergaard taget ud i pausen og erstattet af Oliver Sejer.

Det skulle vise sig, at være en rigtig god ting, at Clement Bischoff kom på banen til 2. halvleg. Starten af halvlegen begyndte som 1. halvleg sluttede. Et godt spillende Brøndby i teten, som pressede Horsens langt tilbage, men igen manglede den afgørende kvalitet i flere situationer omkring Horsens-feltet. Den afgørende kvalitet manglede dog ikke efter 58 minutter, da Clement Bischoff kunne bringe Brøndby på 1-1 efter hvad der kan kaldes et "Bischoff trademark". Fra sin 10’er position modtog Bischoff en god pasning fra Ludwig Vraa, der brød Horsens’ linier og i mellemrummet foran Horsens-forsvaret kunne Bischoff vende og sparke den ind fladt i det ene hjørne. Et rigtig flot mål. Få minutter senere kunne Bischoff have bragt Brøndby yderligere foran, da Malek Bakhit i et af sine velkendte gennembrud på siden kom til baglinien. Efterfølgende kunne han finde Bischoff med en cutback omkring straffesparkspletten, men afslutningen savnede kvalitet.

Efter 65 minutter kunne Agyekum med sit tredje sæsonmål sikre en Brøndbyføring på 2-1, da han fra venstre side i feltet satte bolden den ind bag Horsens-keeperen. Menno Van Dam har meget fokus på reaktionen efter et mål uanset om det er for eller imod og at man ikke koncentrationen – men få minutter efter Brøndbys føringsmål svigtede koncentrationen og opdækningen i Brøndbys defensiv, hvilket resulterede i en stor hovedstødsmulighed til Beluli foran mål. Heldigvis headede Horsens-angriberen forbi mål. Det var Horsens’ kun anden reelle chance i kampen.

Som kampen skred frem dominerede Brøndby mere og mere – og efter 77 minutter kunne Clement Bischoff bringe Brøndby yderligere foran med sit andet mål i kampen. Igen fra sin 10’er position i mellemrummet foran Horsens bagkæde, hvor han med et stærkt spark kunne sætte bolden i netmaskerne. Bischoff er virkelig, virkelig god til at finde de rum, vende og dreje, og enten at afslutte med sit gode spark eller sætte sine medspillere op til chancer. Efter 87 minutter var Bischoff igen i fokus da han med sit tredje mål – og altså et hattrick på bare 45 minutter – kunne score til slutresultatet 4-1.
Det var fra ende til anden en god præstation fra Brøndby U19. I 1. halvleg manglede man dog den sidste kvalitet, når det skulle afgøres i feltet, mens man i 2. halvleg viste sig mere effektive. Brøndby spillede med tempo på bolden, der brød Horsens kompakte defensiv ned, der var for det meste en god struktur i holdet og presset og genpresset så skarpt og afstemt ud.

Der er nu landskampspause i de næste 14 dage inden Brøndby U19 d. 16 september tager til Odense og møder OB på udebane.


Kampen i tal:
36 minut: 0-1 AC Horsens
56 minut: 1-1 Clement Bischoff
65 minut: 2-1 Jonathan Agyekum
76 minut: 3-1 Clement Bischoff
87 minut: 4-1 Clement Bischoff
46 minut: Bertram Kvist UD, Clement Bischoff IND
46 minut: Philip Søndergaard UD, Oliver Sejer IND
63 minut: Adam Claridge UD, Waldemar Bjergfelt IND
81 minut: Benjamin Kold UD, Noah Jakobsen IND
85 minut: Mathias Jensen UD, André Escobar IND

Mest kommenterede nyheder