
Freja Borne
Brøndby U17 led nederlag til AaB
Brøndbys U17 mandskab tabte lørdag eftermiddag på hjemmebane med 2-3 til AaB.

Efter en lang kamppause på tre uger, som følge af ungdomslandskampe, skulle Brøndby U17 atter i kamp lørdag eftermiddag hjemme på bane 2. Modstanderne fra AaB, som nærmest udelukkende spiller med andenårs U17-spillere, har vist sig meget stærke i sæsonstarten, hvor det tidligere i sæsonen er blevet til sejre mod FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Det skulle også vise sig, at AaB var kommet til Vestegnen for at drille Brøndby.
Cheftræner, Viktor Kynde, havde valgt følgende startformation til opgøret:
William Sonne-Schmidt
Pelle Hoekstra, Philip Søndergaard, Oliver Sejer (U19), Magnus Buades
Casper Svart
Danial Riaz, Mathias Werther
Viggo Poulsen
Ekene Chukwuani, Noah Jakobsen (U19)
Det var et halv-decimeret Brøndbyhold, der stillede til start og med en startopstilling, som ikke har spillet meget sammen. Jakob Wismann, Rasmus Lynder og Alfred Klamer var fraværende med skader mens Jacob Ambæk, Ali Al-Najar og Sander Larsen startede på bænken eftersom de netop er hjemvandt fra landsholdstjeneste. Omvendt brugte Brøndby den nye mulighed i U17 ligaen med at spille med maksimalt to U19-spillere i form af Oliver Sejer og Noah Jakobsen.
Brøndby startede opgøret bedst, var aggressive og meget på bolden - og det blev i den indledende fase i flere situationer farligt, når Philip Søndergaard brød AaBs angreb og drev bolden op gennem AaBs linier ligesom også Viggo Poulsen havde en god afslutning fra kanten af feltet. AaB viste dog også tænder og de formåede flere gange at spille sig køligt ud af Brøndbys pres og skabe muligheder på omstillinger, herunder et skud på træværket efter 7 minutter.
Efter 17 minutter kunne Mathias Werther Andersen bringe Brøndby - fortjent - foran med 1-0. Werther blev sendt i dybden af angrebsmakker, Noah Jakobsen, og eksekverede stenstikket til 1-0. Mathias Werther, som har vist sig som en stærk tilføjelse til Brøndbymandskabet, var kampen igennem en af Brøndbys absolut mest iøjenfaldende spillere og han kunne også få minutter efter sit føringsmål have sendt Brøndby på 2-0, da en bold dumpede ned foran ham i feltet, som han flot afsluttede på første gang, men AaBs landsholdskeeper, Bertil Grønkjær, havde sikre hænder i situationen. I det 22 minut bragte AaB balance i regnskabet. Det var generelt et AaB-hold, der i denne fase af kampen, i den grad, bød Brøndby op til dans og det var således en noget stærkere version af AaBs U17-hold, vi så i denne kamp i forhold til hvad vi har været vant til igennem de seneste sæsoner. Det var et AaB-hold, som især var gode på bolden i fase 1 og dermed kunne ofte spille sig ud af Brøndbys pres, der dog heller ikke blev leveret på det samme høje niveau, som vi tidligere har set. Blot 4 minutter efter det udlignende mål kunne AaB bringe sig på 1-2. Og det var et flot mål af slagsen. Bertram Skovgaard, der også stod bag AaBs første mål, blev sendt alene igennem i Brøndbys venstre forsvarsside, han gik under bolden og med et højt lob kunne han sende bolden ind bag William Sonne. Kølig og flot afslutning af AaB angriberen.
Det var generelt en lige kamp i 1. halvleg. Brøndby mest på bolden, men holdet havde problemer med for alvor at spille chancerne store ligesom Brøndbys defensiv flere gange kom lidt på hælene mod nordjyderne. Spillerne fra Brøndby blev dog ved og efter 37 minutter gav indsatsen pote, da Ekene Chukwuani kunne sætte sidste fod på en tværpasning fra Magnus Buades efter et godt gennemspillet angreb fra Brøndbys side. Det var, i øvrigt, Ekene Chukwuani's første mål for Brøndby U17. Stillingen på 2-2 holdte dog ikke meget mere end et minut inden AaB igen kunne bringe sig foran, da de brød igennem i Brøndbys højre forsvarsside og relativt udækket kunne en AaB-spiller afslutte i det lange hjørne. Brøndby havde nu to gange i løbet af 1. halvleg lukket et mål ind defensivt lynhurtigt efter scorin. Brøndby U17 har i denne sæson lukket 10 mål ind i blot 4 kampe. Der er lidt at arbejde videre med i den defensive struktur.
Der skete ikke mere i 1. halvleg og holdene kunne således gå til pause med en AaB-føring på 2-3, hvilket ikke var et decideret tyveri.
Der blev ikke foretaget udskiftninger i pausen. Kort tid efter det første fløjt i 2. halvleg fik Brøndby en god mulighed, da hjemmeholdet fik tilkendt et frispark på kanten af feltet. Frisparket på det farlige stod blev dog sendt et godt stykke over mål. Det blev herefter en halvleg, hvor Brøndby kæmpede bravt og spillerne lagde en stor indsats på banen, men hvor de også manglede den afgørende kvalitet med og uden bold. Med bolden blev det i jagten for en udligning ofte alt for hekstisk med afslutninger fra underlige steder i stedet for at spille chancerne større og uden bold havde Brøndby i presset svært ved at erobre bolden på farlige steder - dels fordi presset ikke sad i skabet og dels fordi AaB var rigtig gode på bolden med især deres keeper, Bertil Grønkjær. I midten af 2. halvleg blev Brøndbys U16 landsholdsspillere sendt på banen i form af Jacob Ambæk, Ali Al-Najar og Sander Larsen. Med U17 ligaens topscorer, Jacob Ambæk, på banen var forhåbningnen at vende billedet. Og det blev også til to gigantiske chancer til Brøndby i slutfasen. Først ved Jacob Ambæk, der fik muligheden tæt under mål på hovedstød efter et godt indlæg fra Magnus Buades og dernæst ved Viggo Poulsen, der få minuter før slutfløjt kunne sende bolden rent på overliggeren fra en position omkring straffesparkspletten. Ingen af mulighederne blev dog konverteret til mål. Det var dog heller ikke Brøndbyhold, som formåede at lægge et tung pres på AaB-målet i slutfasen til trods for de to store chancer.
Selvom Brøndbyspillerne lagde alt hvad de havde var det ikke nok til flere scoringer og AaB kunne dermed tage fra Vestegnen med en sejr på 2-3 og de har nu vundet 4 ud af 5 kampe i dene sæson. Med de store chancer til sidst skulle Brøndby have haft point, men omvendt var det også en god AaB-præstation og et decideret tyveri kan det ikke kaldes efter en kamp, hvor Brøndby aldrig helt fandt det vanlige høje niveau med og uden bold. I slutminutterne fik Oliver Sejer endda rødt kort efter sit andet gule kort. Brøndby U19 og U17 står således i en lidt beklem situation i det centrale forsvar i næste weekend, hvor Oliver Sejer og Tobias Landstrøm er ude med karantæne og Rasmus Lynder ligeledes er ukampdygtig.
Den næste opgave for Brøndby U17 er på lørdag mod FC Nordsjælland på hjemmebane, hvor det bliver til gensyn med to tidligere Masterclass-trænere i form af Christian Sørensne (tidligere cheftræner for Brøndby U19) og Frederik Jørgensen (tidligere assistent for Brøndby U15), der nu står i spidsen for U17-mandskabet i FCN.
Kampen i tal:
15 minut: 1-0 Mathias Werther Andersen
20 minut: 1-1 AaB
24 minut: 1-2 AaB
38 minut: 2-2 Ekene Chukwuani
40 minut: 2-3 AaB
96 minut: Rødt kort Oliver Sejer (Brøndby)
57 minut: Noah Kirkegaard IND, Pelle Hoekstra UD
57 minut: Jacob Ambæk IND, Noah Jakobsen UD
57 minut: Ali Al-Najar IND, Casper Svart UD
71 minut: Sander Larsen IND, Ekene Chukwuani UD
77 minut: Markus Petersen IND, Magnus Buades UD