
Freja Borne
Brøndby U17: Lægger pres på de øvrige tophold efter sikker sejr over AGF
Brøndby U17 vandt stensikkert med 4-1 over AGF og lægger dermed pres på OB og FCN i toppen af U17-ligaen.

Brøndby U17 tog fredag eftermiddag imod AGF på bane 2, hvor solen stod højt på himlen. Med en sejr kunne Brøndby spille sig på ligaens andenplads med blot tre kampe tilbage at spille i ligaen. Modstanderne fra AGF var tidligere på sæsonen det første hold, der tog point fra Brøndby efter en stærk sæsonstart, da århusianerne vandt på straffespark efter 1-1 i den ordinære tid. Det var i en kamp, hvor AGF virkeligt udfordrede Brøndby og der var derfor både lagt op til hård kamp og revanche.
Cheftræner, Menno Van Dam, stillede til start med følgende 11:
William Sonne
Waldemar Bjergfelt, Oliver Sejer, Philip Søndergaard, Erem Özkul, Lukas Larsen
Jakob Wismann, Andrë Escobar, Danial Riaz
Nilas Yacobi, Jonathan Agyekum
Som det fremgår overraskede Brøndby ved at stille med 3/5 i backkæden. Det skyldes, at Philip Søndergaard nu kan spille sæsonen færdig på U17 efter afslutningen på U19-sæsonen. efter at han, som førsteårs U17-spiller, blev rykket op i U19-truppen i vinter. Og lad det bare være sagt: Det er er en markant forstærkning for holdet, idet Philip Søndergaard har gennemgået en forrygende udvikling det seneste år og han spiller på et meget, meget højt niveau. Både Sejer og Özkul har ligeledes spillet et virkeligt stærkt forår og der skulle gøres plads til dem alle. Herudover spiller AGF på en måde, hvor der er plads på siderne og formationen kunne frigive især Lukas Larsen til offensive aktioner, hvilket han i dén grad udnyttede i løbet af kampen. Mere om det senere.
Inden kampen havde Menno Van Dam snakket om, at man skulle ud at tage fat om struben på AGF. Og det gjorde holdet fra første fløjt. Det var med et aggressivt pres, og formationen med tre stærke forsvarsspillere medførte, at Brøndby kunne tillade sig at være meget aggressive og fremadrettede i spillet uden bold - det skabte problemer for AGF. Allerede efter tre minutter var Brøndby tæt på at bringe sig i front, da Lukas Larsen, som kampen igennem var meget offensiv og udfordrende, var tæt på at finde Yacobi foran mål. Der skulle dog ikke gå længe før det fortjente føringsmål kom. Det var Agyekum, som også er inde i en rigtig positiv udvikling, der kunne finde Escobar, som skød Brøndby i front. Et tiltrængt mål fra Escobar, der efter en voldsom sæsonstart med et væld af mål, har haft det lidt sværere ved at være kampafgørende som sæsonen er skredet frem. Efter 22 minutter måtte Jakob Wismann lade sig udskifte med et maveonde og han blev erstattet af Ali Al-Najar på den centrale midtbane.
Allerede efter 24 minutter kunne Brøndby bringe sig på 2-0 ved Lukas Larsen. Brøndby havde et fast greb om struben på AGF'erne med aggressivt pres og med god og hurtig boldomgang. Kampen igennem udgjorde Philip Søndergaard, Oliver Sejer og Erem Özkul et stærkt makkerskab i forsvaret - og Philip viste endnu engang, hvilket stort talent vi har i Masterclass. Der stod også Philip Søndergaard på den næste store Brøndby-chance, da han efter et brud af et AGF-angreb fik sendt Agyekum afsted i dybden. Agyekum udnyttede sin fart, løb fra forsvarerne, skar ind i banen fra højre side, men den ellers fine afslutning blev sendt over mål. Der skulle gå yderligere 13 minutter inden Brøndby kunne bringe sig på 3-0 . Denne gang var det Oliver Sejer med en fornem aktion da han forudsæt en situation god, brød bolden, drev den frem over mange meter, hvorefter han kunne finde Agyekum. Agekum truede endnu engang modstanderne i dybden med sin fart, løb fra modstanderne og kunne efterfølgende sikkert sende bolden i nettet til en føring på 3-0, hvilket forblev føringen ved pausen.
Pausen blev ikke udnyttet til udskiftninger og i starten af 2. halvleg så det ud til at kampbilledet fra 1. halvleg ville fortsætte, da Escobar, med et fint skud fra distancen, som gik forbi stolpen, var tæt på at bringe Brøndby yderligere i front. Herefter kom der dog en mere lige periode, hvor AGF formåede at arbejde sig ind i kampen. De truede dog for alvor aldrig Brøndby-defensiven, som stod bomstærkt og det var således kke mange redninger som keeper Sonne, skulle hive ud af ærmet. Efter 61 minutter sat Brøndby et vanvittigt flot angreb, der dog ikke resulterede i et mål. Brøndby startede opspillet fra keeper Sonne og nærmest med førstegangsafleveringer op igennem banen kunne Nilas Yacobi have afsluttet det flotte angreb til en 4-0 føring, men afslutningen blev, desværre, blokeret. Brøndby havde efterhånden sat sig mere og mere på kampen og efter 65 minutter udmøntede presset på AGF-målet sig i en kæmpe chance til Jacob Ambæk. Igen med Agyekum og Lukas Larsen i ovedrollerne, da de kombinede sig igennem AGF-defensiven, hvorefter Larsen kunne spille på tværs af målet til en helt fri Ambæk, der dog slet ikke fik ramt bolden ordentligt.
Vi skulle hen til minut 72 inden Brøndby kunne slukke kampen til 4-0, da Lukas Larsen, som igen, igen var på spil, tog sagen i egen hånd med flere træk omkring feltet inden han køligt lagde bolden over i det lange hjørne med sit svagere højre ben. Et virkeligt flot mål og individuel præstation fra Larsen.
Herefter foretog Brøndby flere udskiftninger. Det ødelagde måske rytmen lidt og AGF reducerede derfor, noget ærgerligt, til 4-1, da et indlæg til fjerneste stolpe blev headed ind af en angriber fra AGF. Kampen sluttede dog med flere store chancer til Brøndby. Først en dobbeltchance til Ambæk og Gustav Johansen, hvor det var lidt utroligt, at der ikke blev scoret og dernæst endnu pæn mulighed til Ambæk, der dog afsluttede direkte på keeperen.
Kampen sluttede derfor 4-1 efter en rigtig god præstation. Der var så mange flotte individuelle indsatser i dag og så styrker det et, i forvejen stærkt, hold at have Philip Søndergaard tilbage. Brøndby indtager derfor ligaens 2. plads - to point efter OB, som har en kamp mere og et point foran FCN, som har en kamp mindre. Næste kamp for Brøndby U17 er på udebane mod Silkeborg.
Kampfakta:
7 min: 1-0 Brøndby (André Escobar)
25 min: 2-0 Brøndby (Lukas Larsen)
37 min: 3-0 Brøndby (Jonathan Agyekum)
70 min: 4-0 Brøndby (Lukas Larsen)
81 min: 4-1 AGF
22 min: Jakob Wismann ud, Ali Al-Najar ind
56 min: André Escobar ud, Jacob Ambæk ind
71 min: Jonathan Agyekum ud, Alfred Klamer ind
71 min: Ali Al-Najar ud, Viktor Sørensen ind
71 min: Waldemar Bjergfelt ud, Gustav Johansen ind