3POINT
1717527207-DSC001501.jpg

Adam Møller Karlsen

Nyheder5. jun. 2024

Brøndby U/15: Derbysejr og DM-guld

U/15-holdet fra Brøndby Masterclass vandt tirsdag aften 3-1 over FC København i U/15-Ligaen. Resultatet betød, at holdet nu kan kalde sig dansk mester 2023/24.

3point person
Steen Sørensen5. jun. 2024

Efter en noget nær perfekt sæson i U/15-Ligaen kunne netop U/15-mandskabet fra Brøndby Masterclass tirsdag aften sikre sig det danske mesterskab i holdets tredjesidste kamp i ligaen.

Kravet var enten en sejr over FC København eller et pointtab til OB, der halvlanden time tidligere mødte Lyngby BK på udebane. Der var ingen hjælp at hente hos Lyngby, som tabte 2-3, så nu var det op til de blå/gule selv.

Til tonerne af Van Halen og "Jump" gik de to hold ind på Brøndby Stadions lækre opvisningsbane, og hjemmeholdet stillede i noget nær stærkeste opstilling med blandt andre en trio med erfaring fra klubbens bedste U/17-hold:

Elias Hansen
Malthe Mortensen - Raphael Canut Pedersen - Gustav Ruby-Johansen - Mathias Schou
Willads Tuxen
Jonas Gretlund - Willum Storm
Christian Nielsen - Elias Broberg - Ekene Chukwuani

Gæsterne lagde ud med at sætte Brøndby under pres, men det varede kun kort. Efter to minutters spil overtog de blå/gule dirigentstokken og dominerede de næste lige knap ti minutter, hvorefter FCK igen fik et kortvarigt overtag.

Herefter svingede overtaget fra side til side, indtil Brøndby sluttede de første 40 minutter af med at sætte sig totalt på begivenhederne - dog uden at skabe de helt store og åbne målchancer.

Brøndby var klart bedst i de perioder, hvor holdet pressede højt og ikke mindst med et effektivt genpres. Til gengæld kunne opspillet nedefra til tider tangere det naive med dumme boldtab til følge.

Den naivitet forsvandt mere eller mindre efter pausen, mens det høje pres nu gav resultat. Efter blot tre minutter fik FCK's målmand Philip Thomsen i fælleskab med en forsvarer foræret bolden til Ekene Chukwuani i det lille felt.

Kantangriberen takkede for gaven og afleverede uselvisk bolden til en helt fri Elias Broberg, som midt for mål nemt kunne sende den videre ind i det tomme målnet. Målscoreren kunne dermed på passende vis fejre sin kontraktunderskrivelse tidligere på dagen.

Det blev startskuddet til en rigtig stærk Brøndby-periode, hvor Chukwuani i 50. minut fordoblede hjemmeholdets føring. Det var igen en nem scoring, efter at FCK-målmanden havde halvklaret et skud - eller måske et indlæg - fra Christian Nielsen.

Om det var på grund af føringen på 2-0 er svært at bedømme, men under alle omstændigheder begyndte nu i enkelte tilfælde at sløse lige vel rigeligt i defensiven, men samtidig var både Malthe Mortensen og Elias Broberg tæt på at score i den anden ende.

Et kvarter før tid fik udeholdet reduceret på et fladt skud af Elvin Mehicic efter et længere og flot gennemspillet angreb, men det slog ikke de meserskabsjagende værter ud. Blot fem minutter senere var føringen på to mål genetableret.

Et højt genpres resulterede i en flot omstilling, hvor Ekene Chukwuani endnu en gang assisterede Elias Broberg. Chukwuani afsluttede mod mål fra en spids vinkel, men skuddet blev blokeret. Riposten havnede imidlertid igen hos Chukwuani, som denne gang spillede på tværs til Broberg.

Målscoreren til 1-0 afsluttede resolut, men endnu en gang blev skuddet blokeret, og endnu en gang havnede bolden hos afsenderen. Denne gang kunne bolden så ikke hindres i at få netmaskerne til at blafre, da Broberg afsluttede endnu en gang.

I den afsluttende fase var Brøndby et par gange tættere på yderligere scoringer, end FCK var på en reducering. Alligevel lykkedes det gæsterne at få bolden over stregen i dommerens tillægstid, men der blev både vinket og fløjtet for offside.

Kampen gik til ende med en Brøndby-sejr på 3-1, og derpå kunne de blå/gule talenter lade sig hylde som danske mestre og vinder af U/15-Ligaen 2023/24. Vestegnsdrengene mangler at spille yderligere to kampe, og den næste er hjemme mod AGF lørdag den 15. juni, hvor det må forventes, at der uddeles både pokal og guldmedaljer.

I sæsonens hidtil 24 kampe har Brøndby IF vundet de 20 og blot tabt tre, mens det er blevet til en imponerende måldifference på 92-27. Syv point og 43 mål bedre end nummer to OB.

KAMPEN I TAL:

Brøndby IF U/15 - FC København U/15, 3-1 (0-0)

24. minut: Philip Stengade Dewachter IND / Willads Tuxen UD
44. minut: 1-0; Elias Broberg
50. minut: 2-0; Ekene Chukwuani
53. minut: Asker Bork Andersen IND / Willum Storm UD
53. minut: Nicolai Solheim Lintrup IND / Christian Nielsen UD
66. minut: 2-1; Elvin Mehicic
67. minut: Gult kort til Ishaq Holalam (FCK)
70. minut: 3-1; Elias Broberg
80. minut: Tobias Mikkelsen Heilbuth IND / Elias Hansen UD

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder