Brøndby U/14 triumferede i pokalfinalen
Ishøj IF var oppe imod overmagten, da sæsonens finale i Ungdomspokalen for U/14 blev spillet i Farum tirsdag aften. Modstander var Brøndby IF, som vandt en logi

Ishøj IF var oppe imod overmagten, da sæsonens finale i Ungdomspokalen for U/14 blev spillet i Farum tirsdag aften. Modstander var Brøndby IF, som vandt en logisk og sikker sejr, der nok kunne have været større. Efter sejre over Ballerup (19-0), AIK 65 Strøby (8-1), HIK (4-0), Farum BK (2-1) og Lyngby BK (4-1) skulle Brøndby U/14 tirsdag aften spille finale i Ungdomspokalen i Farum. Modstander var Ishøj IF, der normalt spiller en række under de blå/gule, så det var samtidig et ægte vestegnsderby. Brøndby-træner Morten Corlin havde valgt disse 11 til at starte inde:Lucas Lange Hugo Ryg - Mikkel Fredsgaard - Hjalte Andersen - Hüseyin Tokat Simon Blæsdahl - Deniz Arabaci Jonas Krøll Stenbæk (A) Solomon Opoku - Oscar Sejrup - Philip Näf Det undertippede Ishøj-mandskab lagde frisk ud og havde - uden at være farlig - allerede i kampens første minut en afslutning. Den blev i næste minut fulgt op af en stor chance til Brøndbys Philip Näf, som dog ikke gav udbytte, og herefter stod der Brøndby på det meste. Selv mens de blå/gule var i undertal efter et gult kort til Hüseyin Tokat og dermed en ti minutters udvisning, dominerede Brøndby. Scoring i undertal Det gav tilstrækkeligt mange gode chancer til, at kampen burde have været afgjort allerede efter de første 35 minutter, men en kombination af manglende skarphed, heroiske forsvarsaktioner samt godt målmandsspil af Ishøj-keeper Melih Avci, der efter kampen blev kåret til finalens fighter, forhindrede scoringer inden pausen. Tættest på var Solomon Opoku med et drøn på undersiden af overliggeren, hvorefter bolden dumpede ned på den - set med blå/gule briller - forkerte side af stregen. Fra anden halvlegs start blev Solomon Opoku og Jonas Krøll Stenbæk erstattet af Kasper Larsen og Benjamin Luka Kold, mens Mikkel Fredsgaard overtog anførerbindet. Det gav ikke den store ændring i kampbilledet, men der blev dog en smule længere mellem de store chancer, men paradoksalt nok fik Brøndby nu scoret - endda med en en mand i undertal efter endnu et gult kort. Efter et dumt boldtab af en Ishøj-forsvarer i feltet havnede bolden hos indskiftede Benjamin Luka Kold, der iskoldt drejede bolden op i det fjerneste målhjørne midtvejs i halvlegen. Kort efter troede både store dele af den fyldte tribune på det gamle Farum Stadion - i dag bane 3 på Right to Dream Park - samt ikke mindst stadionspeakeren, at den nye Brøndby-anfører Mikkel Fredsgaard havde scoret med en firsttimer på et fint indlæg fra fløjen, men det flade skud strøg lige forbi den ene opstander. Brøndby havde optræk til flere mål, men vi skulle helt hen til andet overtidsminut, før kampen blev endegyldig afgjort. Stoltheden er kolossal Solomon Opoku, der var kommet på banen igen ti minutter før tid, slap fri i feltet og fik scoret i to forsøg. Opoku fik i første omgang faktisk trukket uden om og forbi Melih Avci i Ishøj-buret, men keeperen fik flot kastet sig tilbage og blokerede det efterfølgende skud. Bolden røg dog ud til Solomon Opoku igen, der fra en spids vinkel kunne sende bolden fladt ind over stregen til en logisk Brøndby-sejr på 2-0. Den kunne og burde nok have været større. Det kunne naturligvis på ingen måde sætte skår i glæden hos de unge Brøndby-drenge, der efter medalje- og pokaloverrækkelsen samt sejrssangen fejrede pokaltriumfen med at hoppe foran den fuldsatte tribune samtidig med, at de sang:Stoltheden er kolossal Helt unormal Vi står sammen om vor klub Brøndby IF Vores vilje er af stål Et fælles mål Vi står sammen om vor klub Brøndby IF Der synges "Stoltheden er kolossal" Kampen i tal Brøndby IF - Ishøj IF 2-0 (0-0) 23. minut: Gult kort til Hüseyin Tokat (BIF) 36. minut: Kasper Larsen IND / Solomon Opoku UD 36. minut: Benjamin Luka Kold IND / Jonas Krøll Stenbæk UD 47. minut: Gult kort til Hugo Ryg (BIF) 53. minut: 1-0; Benjamin Luka Kold 59. minut: Jonas Nørrestrand IND / Hugo Ryg UD 61. minut: Solomon Opoku IND / Oscar Sejrup UD 70. minut: 2-0; Solomon Opoku Mere eller mindre samtidig i Allerød blev der spillet endnu en pokalfinale. Brøndby U/13 var oppe imod Farum, som vandt 4-2. Her til aften - onsdag - har de blå/gule chancen for at hive yderligere to pokaltitler hjem til Vestegnen, når finalerne i Ungdomspokalen for både U/17 og U/19 spilles i Frederiksberg Idrætspark. Kl. 18:00 mødes Brøndby IF og HB Køge i U/17-finalen, men U/19-finalen kl. 20:00 står mellem Brøndby IF og Lyngby BK.