Brøndby-trio til U/16 Future-samling
Brøndby-spillerne Mathias Kvistaarden, Laurids Brandt Andersen og Nikolaj Pedersen er udtaget til en samling med det danske U/16 Future-landshold i næste uge. U

Brøndby-spillerne Mathias Kvistaarden, Laurids Brandt Andersen og Nikolaj Pedersen er udtaget til en samling med det danske U/16 Future-landshold i næste uge. U/16 Future-landsholdet er med DBU’s ord et begreb, som dækker over spillere, der typisk endnu ikke er kommet i vækstspurt og derfor fysisk kan være overmatchede i træning og kampe. Et fint eksempel på, hvad en udtagelse til dette landshold kan føre til, er Brøndbys Morten Frendrup. For mindre end et år siden var midtbanespilleren for første gang med på netop U/16 Future-landsholdet. Siden er den nuværende anfører på Brøndbys hold i U/17-Ligaen blevet fast mand samt anfører på U/17-landsholdet, og for nylig blev det endda til debut på de blå/gules Superliga-mandskab, hvor Frendrup indtil videre står noteret for to kampe. I næste uge får tre klub- og holdkammerater chancen for at indlede en tilsvarende rejse, og kun fremtiden kan vise, om de formår at opleve samme eventyr. Mathias Kvistaarden (billedet), Laurids Brandt Andersen samt Nikolaj Pedersen er blandt de 37 udvalgte, som i næste uge mødes til en intern kamp på U/16 Future-landsholdet i Nyborg. Kampen danner baggrund for landstræner Søren Hermansens udtagelse af den endelige trup, som i næste måned på hjemmebane skal repræsentere Danmark ved en U/16 Future-turnering, hvor de øvrige hold er Sverige, Belgien og Tjekkiet.