3POINT
Nyheder1. aug. 2019

Brøndby-træner: Sammen med fansene skal vi lægge pres på Gdansk

Der bliver brug for Brøndby-fansene på lægterne, for fans og spillere skal i fællesskab lægge pres på Lechia Gdansk i aften, lyder det fra cheftræner Niels Fred

3point person
3point.dk1. aug. 2019

Der bliver brug for Brøndby-fansene på lægterne, for fans og spillere skal i fællesskab lægge pres på Lechia Gdansk i aften, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Torsdag aften finder vi ud af, om det bliver Brøndby IF eller polske Lechia Gdansk, der skal op mod portugisiske Braga i tredje kvalifikationsrunde i Europa League. Brøndby Stadion lægger græs til returkampen, hvor polakkerne har en 2-1-føring med fra det første opgør. I Gdansk var de polske fans med til at lægge tryk på Brøndby og dommerne - i Brøndby skal fansene hjælpe med det samme torsdag aften, lyder det fra cheftræner Niels Frederiksen, der vil udnytte hjemmebanen. - Det bliver vigtigt. Vi håber meget, at der kommer en stærk indsats fra tribunerne. Vi mærkede på egen krop i Gdansk hvad det betyder, når man kommer op mod sådan noget. Det vil også være med til primært at drive vores spillere fremad og give dem tro, men det vil også være med til at lægge et pres på Gdansk, siger han til 3point.dk. - Sammen med tribunerne skal vi animere til hele tiden at spille fremad. Vi skal kværne på, kværne på og kværne på. Vi skal forsøge at stresse dem hele tiden, så de forhåbentlig bryder sammen på et eller andet tidspunkt. Kampen mellem Brøndby og Gdansk fløjtes i gang i aften klokken 19.30.

Mest kommenterede nyheder