3POINT
Nyheder28. aug. 2019

Brøndby-træner roser sin nye stopper: Man er dygtig, hvis man kan spille næsten en hel sæson i den belgiske subtop

Tirsdag offentliggjorde Brøndby IF at de havde skrevet kontrakt med norske Sigurd Rosted, der kommer til fra belgiske Gent. En spiller, som Brøndby-træner Niels

3point person
3point.dk28. aug. 2019

Tirsdag offentliggjorde Brøndby IF at de havde skrevet kontrakt med norske Sigurd Rosted, der kommer til fra belgiske Gent. En spiller, som Brøndby-træner Niels Frederiksen er meget glad for at have tilknyttet. FOTO: brondby.com Store dele af Brøndbys fanmiljø åndede tirsdag lettet op, da Brøndby offentliggjorde, at de havde skrevet kontrakt med den midterforsvarer, som fansene så længe har sukket efter. Navnet er Sigurd Rosted, og det er en spiller, som Niels Frederiksen glæder sig til at have til rådighed. - Han er en spillende midtstopper. Han har typisk spillet i venstre side, men er egentlig højrefodet, selvom han kan bruge venstre næsten lige så godt. Så synes jeg, han er en klog spiller. Hvis man har spillet næsten en hel sæson i den bedste belgiske række, så er man en rigtig dygtig forsvarsspiller. Han er dygtig i duelspillet, og han er forudseende og god til at læse spillet, siger Niels Frederiksen til 3point.dk. At Rosted kommer fra belgisk fodbold ser Niels Frederiksen også som et stort kvalitetsstempel. - Nu kender jeg en del til belgisk fodbold, og Brøndby mærkede det jo også, da de mødte Genk, at det er et virkelig højt niveau, de spiller på, og derfor er konkurrencen i sådan en subtopklub i sådan en række også ret stor. Der er han så blevet lidt til overs. Og det er netop derfor, at Brøndby IF pludselig fik muligheden for at skrive kontrakt med en spiller, de ellers har jagtet forgæves længe. - Det er sådan en mulighed, der opstår. Sådan er det jo i fodbold, det går hurtigt nogle gange, og så er der nogle spillere, der glider ud af en idealopstilling, andre glider ind, og så opstår der pludselig nogle muligheder. Den opstod så pludseligt. Det var ikke sådan, at det kom fra i går til i dag (interviewet er lavet tirsdag, da Rosted skrev under, red.), for vi har fulgt ham i noget tid, men at det blev muligt, var noget der skete nu her. Sigurd Rosted har underskrevet en 4-årig aftale med Brøndby IF.

Mest kommenterede nyheder