
Kasper Pedersbæk
Brøndby tildelt bøde for sædekast og romerlys
Fodboldens Disciplinærinstans har været ude og tildele Brøndby en markant bøde for hændelser fra kampen mod Randers i næstsidste runde af Grundspillet.

Programmet for slutspillet med annonceret onsdag, men Grundspillet slog et svirp mod Brøndby, for samme dag annoncerede Fodboldens Disciplinærinstans en markant bøde til Brøndby IF. Bøden, der lyder på 120.000 kroner, kommer på baggrund af en række hændelser fra de seneste kampe.
I afgørelsen bliver der specifikt nævnt afbrænding af pyroteknik i Randers, ligesom der også nævnes en episode mod slutningen af kampen, hvor der blev kastet et sæde på banen.
Afgørelsen beskriver indberetningen foretaget af kampens dommer:
Dommeren har indberettet, at der i Brøndby IF’s tilskuerafsnit blev afbrændt mindst 40 stk. romerlys ved indløb. Dommeren har desuden indberettet, at der ved kampstart blev afbrændt 2 stk. romerlys, at der efter 5 minutters spil blev afbrændt 1 stk. romerlys, og at der efter 55 minutters spil blev afbrændt 1 stk. romerlys i Brøndby IF’s tilskuerafsnit. Afslutningsvis har dommeren indberettet, at der i kampens 81. minut måtte ske spilstop, da der blev kastet en plastiksæde på banen foran Brøndby IF’s tilskuerafsnit.
Der bliver også henvist til tidligere sager, som en del af årsagen til den iøjnefaldende bøde:
Fodboldens Disciplinærinstans bemærker, at det i Brøndby IF’s tilfælde er den 11. indberetning instansen sanktionerer indenfor de seneste 12 måneder i relation til overtrædelse af cirkulære om sikkerhed og orden på stadion, der kan tilregnes Brøndby IF.
Afgørelsen i hele sin ordlyd kan findes her. Bøden er på 120.000 kroner.