3POINT
Nyheder24. feb. 2019

Brøndby tilbage på tredjepladsen med sejr over Randers

Brøndby IF slog Randers FC i Martin Retovs første kamp som cheftræner. Hany Mukhtar og Kamil Wilczek scorede i en kamp, hvor Randers undervejs blev reduceret ti

3point person
3point.dk24. feb. 2019

Brøndby IF slog Randers FC i Martin Retovs første kamp som cheftræner. Hany Mukhtar og Kamil Wilczek scorede i en kamp, hvor Randers undervejs blev reduceret til ti mand. FOTO: Joh-foto Der var stor spænding om, hvordan Brøndby ville komme ud til søndagens opgør efter fyringen af Alexander Zorniger. Men Martin Retov fik en god start som Brøndbytræner. Det var dog Randers, der startede med at presse på, og både Mikkel Kallesøe og Marvin Egho var tæt på at komme til chancer. Det var dog Erik Marxen, der var tættest på at nette for randrusianerne i første halvleg, da han allerede efter to minutter stod fri efter en dødbold, men hans hovedstød fik ikke meget fart på. Brøndby overlevede det indledende pres og begyndte at overtage initiativet. Defensiven stod klogere end i de tidligere opgør, og kom i vejen for meget Randers-opspil. Randers-defensiven stod dog også godt, og der var ikke mange chancer den første halve time. Men så begyndte Brøndby at spille sig til mere, og da først Simon Hedlund og siden Kamil Wilczek misbrugte store muligheder, lå et mål i luften. Det kom syv minutter før pausen, da Wilczek blev sendt i dybden af en storspillende Lasse Vigen. Wilczek lagde et hårdt, fladt indlæg ind i feltet, hvor Hany Mukhtar dukkede op og sparkede bolden i nettet. Efter pausen var det igen Randers FC der kom bedst ud til opgøret, og både Saba Lobjanidze, Björn Kopplin og Kevin Conboy fik pæne chancer. Det hele vendte dog, da Erik Marxen begik straffespark på Simon Hedlund, og efterfølgende brokkede sig over kendelsen. Det kostede Marxens anden advarsel, og dermed rødt kort. Kamil Wilczek omsatte sikkert straffesparket. I tillægstiden sendte André Rømer bolden i nettet efter et hjørnespark, og det sidste minut blev hektisk. Men Brøndby holdt føringen og vandt 2-1. Med sejren generobrer Brøndby tredjepladsen i Superligaen, som de tabte i sidste uge. Du kan se 3point.dk's liveupdate fra kampen her, for flere detaljer.

Mest kommenterede nyheder