Brøndby-talent: Håber at komme tættere på Superliga-holdet
Magnus Häuser er et af de største talenter i Brøndby IF. Selvom han til daglig blot er U17-spiller, var han en del af den trup, der var i Tyskland for at spille

Magnus Häuser er et af de største talenter i Brøndby IF. Selvom han til daglig blot er U17-spiller, var han en del af den trup, der var i Tyskland for at spille træningskamp mod Hoffenheim. Ovenpå turen håber Häuser at få lov til at komme til at træne endnu mere med Superliga-holdet i den nærmeste fremtid. I oktober sidste år underskrev 16-årige Magnus Häuser en ny kontrakt med Brøndby IF, som vil holde ham i klubben til 2017. I denne uge var den unge midtbanedynamo så med Superliga-holdet en tur i Tyskland, hvor holdet skulle spille træningskamp mod Hoffenheim. Selvom det ikke blev til spilletid for det unge Brøndby-talent, så er han alligevel lykkelig for oplevelsen, som da også kom lidt bag på Häuser selv. - Det kom som en overraskelse, siger Häuser til 3point.dk. - Det var super fedt. Man får lov at komme med Superliga-truppen og det giver både selvtillid og tro på sig selv. Jeg mærkede hvor stor forskel der er tempomessigt i forhold til hvad jeg er vant til på mit eget hold. Häuser er klar til fremadrettet at bruge mere tid med spillerne i førsteholdstruppen. - Det har selvfølgelig givet mig blod på tanden og jeg håber at kunne komme endnu mere op og træne med dem i den nærmeste fremtid, fortæller Häuser til 3point.dk. Magnus Häuser spiller til dagligt på Brøndbys U17-hold og er en del af den talentfulde årgang, der også tæller blandt andre Joel Kabongo og Nikolai Laursen.