3POINT
Clement Bischoff

Adam Møller Karlsen

Nyheder21. jul. 2024

Brøndby tager uafgjort med hjem efter vild sæsonåbner

Det er ikke engang to måneder siden, skuffelsen over et glippet mesterskab fyldte hele Brøndby Stadion – i aftenens sæsonåbner skulle Brøndby-fansene igen igennem den helt store følelseskarusel.

3point person
Anders Villaume Vestergaard21. jul. 2024

Uanset om man er klar til det eller ej, var det søndag tid til at sætte sig klar til en ny tur i den følelsesmæssige rutsjebane, da Brøndby IF åbnede den nye sæson med et opgør mod Viborg FF på udebane.

Jesper Sørensens startopstilling bød på unge kræfter, hvor der både var plads til Clement Bischoff, Noah Nartey og Filip Bundgaard grundet en blanding af skader til Nicolai Vallys og Marko Divkovic samt gode præstationer i pre-season af de unge talenter. 

Om det stadig var chokket fra den 26. maj, der hænger fast i Brøndby-trøjerne, er ikke til at vide, men Brøndby kom skævt ind i opgøret, da Renato Junior efter ikke engang et minut sendte bolden forbi et tomt Brøndby-mål. Der var offside på brasilianeren, men der blev sendt et tidligt wake up-call til de blå/gule.

Det forhindrede dog ikke, at Viborg blot 10 minutter senere kom først på måltavlen, efter 19-årige Jakob Vester bev spillet fri i dybden og sparkede bolden igennem benene på Patrick Pentz til en føring til hjemmeholdet. 

Selvom advarslen i det første minut ikke var nok, så var viborgensernes scoring netop det. 

Brøndby tog et fast greb om kampen og fik testet den grønblusede defensiv i flere aktioner, indtil Yuito Suzuki leverede et fornemt sideskift til Clement Bischoff, der kunne krydre en flot start på kampen med en tur ind i banen og en tør, flad afslutning, der gik i mål til en efterhånden fortjent udligning efter en halv time.

Den normalt så stærke defensiv, der manglede

Nu tegnede det for alvor lyst for de blå/gule – lige indtil bolden som et lyn fra en klar himmel lå i Patrick Bentz' netmasker blot tre minutter efter. Daniel Wass forsøgte at blokere et fladt indlæg af Serginho, men i stedet fik Brøndby-kaptajnen sendt bolden forbi til Jakob Vester, som endnu engang kom på måltavlen. 

Brøndby måtte gå til pause efter at være kommet bagud 2-1, men lad dig ikke narre af resultatet, hvis du ikke så kampen – for Brøndby spillede en rigtig fin første halvleg, men koncentrationen så ud til at mangle i to afgørende situationer. 

Minutter gik af anden halvleg uden endnu en Brøndby-scoring. Jesper Sørensen reagerede ved at sætte Ohi Omoijuanfo på banen i stedet for Mathias Kvistgaarden, der dog ikke var stillet i udsigt at skulle spille hele kampen grundet en skadesplaget opstart. 

Viborg fik bedre styr på defensiven, og Brøndby havde markant sværere ved at spille sig til de store chancer i anden halvleg. 

Også selvom Jesper Sørensen endte med at bruge alle fem udskiftningsmuligheder, var der ikke noget af det, der virkede – sådan så det i hvert fald ud, indtil dommerens seks minutters tillægstid var godt i gang.

Eksplosion i tillægstiden

For de fleste Brøndby-fans løftede nok et øjenbryn, da Emmanuel Yeboah blev skiftet ind, men ikke desto mindre endte ghaneseren med at sende den vigtige udligning ind til 2-2.

Men inden jublen havde lagt sig, tabte Brøndby to dueller efter et indkast, og så var Isak Jensen alene igennem til Patrick Pentz, og så kunne Viborg-fansene overtage jublen fra Brøndby-fansene.

Men jublen ville skifte hænder endnu en gang.

I en fuldstændig vanvittig afslutning på kampen eksploderede det hele, da Emmanuel Yeboah blev den helt store overraskelse efter en svær tid i Brøndby. Han endte med at sende udligningen ind lige inden slutfløjtet til 3-3.

Viborg og Brøndby stod for topunderholdning i et festfyrværkeri af en sæsonåbner, og der skal nok lige bruges en aften på at få pulsen ned efter den her. 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder