3POINT
Simon Hedlund

Teis Markfoged

Nyheder28. feb. 2021

Brøndby tabte terræn med snævert nederlag til FCM

Brøndby IF havde muligheder til mere, men manglede skarpheden. FC Midtjylland sikrede sig en snæver sejr på 1-0.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen28. feb. 2021

Søndag aften skulle Brøndby IF en tur til Heden og spille topkamp mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Niels Frederiksen valgte at stille med de samme 11 fra start som mod Vejle, mens hjemmeholdet stillede i hvad der må betragtes som stærkeste opstilling.

Det var også hjemmeholdet, som tog teten fra start på bolden. De var mest på kuglen og Brøndby stillede sig relativt langt ned og ventede på omstillingsmulighederne.

Brøndby fik faktisk bolden i nettet to gange i første halvleg, men begge gange skete det efter tydelige offside-løb fra Mikael Uhre. Men ifølge reglerne skal dommerne ikke vinke den, og derfor gjorde Brøndby også hvad de skulle og afsluttede angrebene. Begge gange ved at score. Men helt som forventet blev de begge underkendt for offside.

FCM gik højt i presset, når Brøndby skulle bygge op. Det gav de blå/gule problemer og det endte ofte med en lang violin op mod Uhre, som så skulle slås med Sviatchenko eller Scholz. En kamp de to sidstnævnte så ud til at have det fint med.

Men en enkelt af de lange bolde havde de ikke styr på. Schwäbe lagde den frem mod Hedlund. Jesper Hansen i FCM-målet blev snydt af den og den hoppede over ham, hvorefter Hedlund snuppede den. Men Hansen kom så godt tilbage og reddede Hedlunds forsøg. 

Brøndby var dog endnu bedre, når de erobrede bolden midt på eller højere på banen. Herfra kunne de sende Jesper Lindstrøm afsted, og det medførte også halvlegens største chance. Fra højresiden lagde Lindstrøm en fantastisk aflevering ind centralt til Uhre, der på det skammeligste misbrugte.

Hjemmeholdet var bedst på bolden og havde også et par nærgående forsøg. Anders Dreyer havde et fantastisk forsøg på en flugter, men Schwäbe pillede den. Efter et hjørnespark kom Scholz til en god hovedstødsmulighed, men han headede lige på Brøndby-målmanden.

Stillingen var derfor 0-0 ved pausen. FCM havde bolden mest, men Brøndby havde de største chancer i første halvleg.

Kampbilledet i anden halvleg kom til at ligne det i første. Brøndby skabte også den første store chance efter pausen, da Uhre fandt en helt fri Hedlund, men han sendte den forbi mål.

Hjemmeholdet havde dog også deres muligheder i den anden ende og det brændte mere og mere på i Brøndby-defensiven. Men der skulle en tysk gave til før der blev scoret. Evander skød fra distancen i venstresiden. Det lignede et ufarligt spark midt på Schwäbe, men den snød tyskeren, som endte med at give en klodset retur lige ud til netop indskiftede Gustav Isaksen, der bragte FCM på 1-0.

Brøndby forsøgte at mobilisere et pres efter målet, men havde svært ved at skabe de helt store chancer. Sigurd Rosted blev skiftet ind i slutminutterne og skulle forsøge at være en trussel oppe foran, men Brøndby fik den aldrig rigtig derop. FCM spillede klogt og kørte sejren hjem.

Brøndby tabte dermed kampen og lidt terræn i toppen af Superligaen.

Mest kommenterede nyheder