3POINT
Nyheder10. jul. 2015

Brøndby står overfor en 99-årig

Brøndby IF møder i næste runde af Europa League-kvalifikationen PFC Beroe Stara Zagora fra Bulgarien. 3point.dk præsenterer i en række artikler den bulgarske kl

3point person
3point.dk10. jul. 2015

Brøndby IF møder i næste runde af Europa League-kvalifikationen PFC Beroe Stara Zagora fra Bulgarien. 3point.dk præsenterer i en række artikler den bulgarske klub. Denne gang klubbens historie. Torsdag aften vandt Brøndby IF returkampen i San Marino mod A.C. Juvenes/Dogana med 2-0 og går dermed overlegent videre fra 1. kvalifikationsrunde til UEFA Europa League med samlet 11-0. Allerede torsdag i næste uge står næste opgave i turneringen på programmet, og denne gang går turen til Stara Zagora i det centrale Bulgarien. PFC Beroe Stara Zagora var storfavoritter mod FK Atlantas Klaipeda fra Litauen, og efter en sejr på 2-0 i den litauiske havneby Klaipeda satte bulgarerne trumf på hjemme i Stara Zagora med en sejr på 3-1 og dermed 5-1 sammenlagt. Men hvad er det for en størrelse Brøndby IF står overfor i næste uge? 3point.dk forsøger i en række artikler at løfte lidt af sløret.

En sammenlægning af to klubber

Klubben blev stiftet den 6. maj 1916 under navnet Vereya, som senere blev til Beroya, og var resultatet af en sammenlægning af to andre klubber; Borislav og Rekord. Klubben formåede gennem de første mange år konstant at være blandt de tre bedste i byen Stara Zagora, og da en national liga endelig så dagens lys i slutningen af 1940'erne, blev Beroya byens repræsentant i ligaen. Klubben havde på det tidpsunkt været gennem en del navneændringer og sammenlægninger, så i den nye bulgarske liga startede man som Udarnik og siden Botev, inden klubben i 1959 gik tilbage til sit oprindelig navn, som nu var blevet til Beroe og officielt PFC Beroe Stara Zagora.

Klubbens eneste mesterskab

I sæsonen 1985/86 opnåede Beroe for hidtil eneste gang at vinde det bulgarske mesterskab, og i det hele taget er klubben ikke forvænt med medaljer. Udover det omtalte guld er det blot blevet til bronze i 1971/72 og endelig sølv i den forgangne sæson. Endvidere har Beroe vundet den bulgarske pokalfinale i 2010 og 2013. Op gennem 1990'erne gik det tilbage for Beroe, og det endte med nedrykning i sæsonen 1994/95, og lige siden har klubben delvist levet en elevatortilværelse med jævnlige op- og nedrykninger. Så sent som i 2008/09 spillede Beroe i næstbedste række, men vandt den dog og var igen tilbage i det fineste selskab, hvor det altså siden er blevet til to pokaltitler og sølvmedaljerne i 2014/15.

Fanklub og veteraner redningsmænd

Oprykningen i 2009 var faktisk noget af en præstation, idet klubben i løbet af sæsonen for anden gang på få år var tæt på at dreje nøglen om. I sommeren 2009 var finanskrisen årsag til, at de fleste aktionærer forlod klubben. Hovedsponsoren, Brikel JSCo, overførte imidlertid sine aktier til Beroes Veteraner og til klubbens nationale fanklub, som sammen udpegede en ny ledelse, og dermed overlevede Beroe krisen. Allerede i februar 2008 havde veteranerne og fanklubben spillet en stor rolle i en redningsaktion, efter at den daværende hovedaktionær, Nikolay Banev, trak sin finansielle støtte til klubben i efteråret 2007. Man etablerede et nyt aktieselskab, og Beroe kunne dermed beholde sin licens og medlemskabet af den bulgarske fodboldunion.

Mest kommenterede nyheder