Brøndby spillede sig videre med 1-0-sejr i velbesøgt pokalkamp
Brøndbys U/17-mandskab spillede sig onsdag aften videre i pokalturneringen, da de besejrede Frederiksberg Boldklub med 1-0 i en pokalkamp, som var flot besøgt.

Brøndbys U/17-mandskab spillede sig onsdag aften videre i pokalturneringen, da de besejrede Frederiksberg Boldklub med 1-0 i en pokalkamp, som var flot besøgt. Midt i landsholdspausen var der onsdag aften mulighed for at få stillet klub-abstinenserne lidt, da Brøndby IF's U/17-hold tørnede sammen med Frederiksberg Boldklub i pokalturneringen. Kampen blev spillet på Frederiksberg Idrætspark og gæsterne fra Vestegnen var på forhånd store favoritter mod FB, som til daglig frister en tilværelse i Øst 2, mens Brøndby-holdet spiller i den bedste række i landet. Brøndby-cheftræner Frank Hjortebjerg måtte se bort fra topscorer Muamer Brajanac og Andreas Pyndt Andersen, som begge var med U/17-landsholdet, der samme aften spillede for at komme med til EM. Det gav følgende Brøndby-opstilling:Jonathan FischerMartin Saleh - Elias Gärtig (A) - Tobias Lindhart - Jacob RasmussenLaurids Brandt Andersen - Oliver Rytter - Oliver EdipVictor Sørensen - Mikkel Eslund - Andrew OseniOmkring 400 mennesker var mødt op til kampen på Frederiksberg Idrætspark onsdag aften, hvor der blev serveret både pølser, kaffe og øl i boderne. Opbakningen til hjemmeholdet var rigtig god og der blev støttet godt fra lægterne og alt i alt dannede det en rigtig festlig ramme om pokalkvartfinalen. Spil til et mål og en tidlig scoring Brøndby fik en drømmestart på opgøret, da de efter bare seks minutter kunne bringe sig foran 1-0. Et indlæg blev sendt ind i feltet og Mikkel Eslund (billedet) sendte Brøndby på en tidlig føring. Generelt var det spil til ét mål i første halvleg, hvor Brøndby i de grønne dragter dominerede stort og havde flere nærgående forsøg. Et langskud havde retning mål det ene målhjørne, men strøg på overliggeren. Hjortebjergs tropper lykkedes også flere gange med at spille FB tynde på kanterne og få sendt kompetente indlæg ind i feltet, men FB forsvarede sig heroisk og fik clearet det meste. Stillingen ved pausen var derfor 1-0 til Brøndby. Kampen blev ikke lukket Det er en velkendt traver, at man skal lukke kampen, mens man kan. Bolden er jo rund og alt det der, og selvom der er fire rækker mellem de to hold, begyndte hjemmeholdet at kunne lugte en pokaloverraskelse. Efter en times spil var de meget tæt på at udligne ved Oliver Heimann Byrgesen, men hans forsøg sneg sig tæt forbi mål. I den anden ende havde Brøndby i dén grad også deres muligheder og det var stadig dem der var spilstyrende og havde de fleste chancer, men når man ikke lukker kampen, kan der pludselig opstå tilfældigheder. Det kunne også have sket i kampens slutfase, da et heroisk kæmpende FB-hold, drevet frem af opbakningen på lægterne, i kampens sidste minutter fik mobiliseret et lille tryk. Det fik to hjørnespark i træk og keeperen stormede med frem. Brøndby-forsvaret holdt dog hovedet koldt i begge situationer, som blev neutraliseret. Det endte derfor med en ganske fortjent, men smal, sejr på 1-0 til Brøndby, som nu er klar til semifinalen i pokalturneringen øst.