
Carl Johan Dahl
Brøndby smed det hele i Haderslev
Brøndby IF smed søndag en sikker føring væk mod oprykkerne fra Sønderjyske.

Det blev ikke den mest sindsoprivende første halvleg i Haderslev, da Brøndby søndag eftermiddag var gæster hos Sønderjyske.
De to hold var jævnbyrdige på bolden, og ingen af de to målmænd kom på overarbejde.
Men da det så blev tid, svigtede koncentrationen for Sønderjyskes keeper Jakob Busk.
Upresset spillede han bolden lige i fødderne på Yuito Suzuki, der gav sig god tid og sendte bolden sikkert i mål til en 1-0-føring med fem minutter tilbage af første halvleg.
Hvad første halvleg ikke kunne byde på, kunne anden.
Jeg fik én (måske to) risalamande i pausen. Den gav fornyet energi, og måske var det også sådan nogle, de sendte ned til spillerne i pausen.
For anden halvleg blev langt mere eksplosiv end første.
Kort inde i halvlegen headede Rasmus Lauritsen, der var kommet ind i stedet for en nok skadet Frederik Alves, bolden til Yuito Suzuki. Japaneren prikkede den videre til Mileta Rajovic, der eksekverede sikkert og sendte gæsterne komfortabelt foran med to.
Kort efter var hjemmeholdet tæt på at reducere, men Patrick Pentz fandt en afgørende redning frem, og så endte resten af sekvensen i et flipperspil om at få bolden ud af farezonen.
Sønderjyske tog taktstokken efter scoringen.
De lyseblå udfordrede Brøndby og lod reduceringen ligge og lure.
I et fastholdt angreb efter et hjørnespark lykkedes det så.
Tobias Sommer headede på mål og tvang Patrick Pentz til endnu en redning, der røg tilbage til midtbanespilleren, som spillede bolden videre til Lirim Qamili, der kunne sparke bolden i nettet.
Og så var spændingen tilbage.
Brøndby smed det hele på græsset.
Herfra virkede Brøndby-spillerne chokerede og stressede. Værterne holdt fast i bolden, mens lugten af en udligning stille og roligt overtog duften af stadionpølser – og risalamande.
Og ganske rigtigt.
Med fem minutter igen driblede Sønderjyskes Mads Agger ind i banen og sendte med en en afslutning i mål fra kanten af feltet.
Nu stank det mere af 3-2.
Så galt gik det dog ikke, men Brøndby må nøjes med det, der kan kaldes et – som kampen skred frem – hårdt tilkæmpet point mod oprykkerne.