3POINT
Nyheder9. maj 2016

Brøndby slog FC Nordsjælland

John Terry var på besøg på Brøndby Stadion mandag aften, og her kunne han se et Brøndbyhold, som fortjent sejrede 2-1 over FC Nordsjælland. Riza Durmisi og Kami

3point person
3point.dk9. maj 2016

John Terry var på besøg på Brøndby Stadion mandag aften, og her kunne han se et Brøndbyhold, som fortjent sejrede 2-1 over FC Nordsjælland. Riza Durmisi og Kamil Wilczek sørgede for målene. Det blev en første halvleg, hvor der stod Brøndby på det meste. Auri Skarbalius havde bragt de unge Brøndbydrenge i spil, og efter 5 minutter spillede to af dem en rolle i kampens første chance. Andrew Hjulsager satte gang i kombinationsspillet fra sin plads på højrekanten, og via Wilczek endte den hos Boysen som lagde et indlæg mod bagerste stolpe hvor Christian Nørgaard var 10 cm for lav til at kunne gøre det farligt. FC Nordsjælland havde også sine små chancer, som det ofte var Joshua John der signerede. Efter 10 minutter blev John spillet helt fri på kanten af Brøndbys felt. Frederik Rønnow tøvede med at komme ud af sit mål, men det var heller ikke nødvendigt, da John lossede bolden 20-25 meter over kassen. Minuttet senere fik en hjørnesparksbold lov at stryge hele vejen mod bagerste stolpe, hvor Emiliano Marcondes forsøgte sig med et halvt saksespark, som kun lige blev blokeret af Riza Durmisi. Brøndby var ofte farlige på dødbolde. Således også efter 20 minutter da Daniel Agger kastede et langt indkast ind i FCN-feltet, hvor to forsvarsspillere stod i vejen for hinanden i forsøget på at heade den væk. Den endte midt i det lille felt hvor Christian Nørgaard sparkede forbi bolden. Efter 25 minutter fik Brøndby den fortjente og forløsende scoring. Riza Durmisi modtog bolden på egen banehalvdel og drev den fremad. Han ledte åbenlyst efter afleveringsmuligheder, men da ingen bød sig til, og Nordsjælland-forsvaret samtidig blev ved at bakke, tog han chancen med sit kolde højreben, og kunne fra kanten af feltet se bolden stryge i nettet via fjerneste stolpe. En smuk scoring af Brøndby-backen. 5 minutter senere var Durmisis kantkollega tæt på at gøre ham kunsten efter. David Boysen modtog bolden fra Andrew Hjulsager på kanten af feltet, og trykkede af med højrepoten. Denne gang strøg bolden tæt forbi stolpen. Netop som kampuret rundede de 45 minutter var Brøndby igen tæt på. Johan Larsson drev bolden frem i højresiden, men indlægget blev lidt skævt, og Andreas Maxsø kunne heade væk. Her stod Frederik Holst klar til at samle op, og efter en enkel tæmning kanonerede Holst bolden mod mål. Afslutningen havde fortjent bedre, men sneg sig lige nøjagtigt udenom stolpen, så Brøndby måtte nøjes med at gå til pause med en 1-0-føring. Anden halvleg blev mere jævnbyrdig. FC Nordsjælland kom bedre med, og havde også antydningen af chancer, mens Brøndby gerne spillede bolden rundt og ventede på den åbne chance. Det var FC Nordsjælland der fik den første chance. Eller, en chance var det egentlig ikke. Emiliano Marcondes blev tildelt et frispark fra 25-30 meters afstand, som han valgte at sparke direkte mod mål. Bolden knækkede på vej mod mål, så den fuldstændig snød Frederik Rønnow i Brøndby-kassen, som fik hænderne på, men ikke nok til at kunne holde den ude. Efter udligningen skulle Brøndby fremad. Og det kom de med det samme. Der var blot gået to minutter efter udligningen, da Johan Larsson kunne samle en løs bold op, tage et par træk frem ad banen og forsøge sig fra cirka samme afstand som Marcondes netop havde scoret fra. Igen knækkede bolden lige før keeperen, så David Jensen kunne kun parere. bolden røg tilbage i spil midt i feltet, hvor Kamil Wilczek stod klar til at sparke returen i mål. 3 minutter efter scoringen var Larsson igen på spil. Et frispark 5 meter fra feltet blev sparket fladt forbi muren, hvor David Jensen dog var vågen og vippede bolden forbi mål. Det efterfølgende hjørnespark endte hos Daniel Agger, der kunne heade et par meter over mål. FC Nordsjælland skulle presse på, og det betød at de gik over til at spille 3-5-2, hvilket specielt satte højrebacken Ramon Rodriguez i scene. Flere gange fik han udfordret Riza Durmisi, og kom også frem til afslutninger, som Frederik Rønnow dog kunne tage sig af. 5 minutter før tid fik han smækket et fladt indlæg ind foran mål, som Jesper Juelsgård måtte cleare på stregen. Tættere på kom FC Nordsjælland ikke, og dermed kunne Brøndby fejre sin 5 sejr i 6 hjemmekampe under Auri Skarbalius. Lidt malurt kom der dog i bægeret for de blå-gule, da både Lebogang Phiri og Christian Nørgaard fik raget advarsler til sig. Hvis disse resulterer i 6 strafpoint, ryger de i karantæne på torsdag mod Randers FC, hvilket betyder at Brøndbys midtbane til den kamp vil være noget amputeret. Med sejren har Brøndby nu vundet 3 ud af 3 kampe over FC Nordsjælland i denne sæson med sammenlagt 6-1.

Mest kommenterede nyheder