3POINT
1741029433-0Z8_7003.jpg

Michael Jakobsen

Nyheder3. mar. 2025

Brøndby skuffede igen: Ét point mod Lyngby

Brøndby IF smed for anden runde i træk point til et bundhold. De blå/gule spillede mandag aften 1-1 mod Lyngby BK.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen3. mar. 2025

Mandag aften skulle Brøndby IF igen i aktion i Superligaen. Og der var vigtige point på spil, da Frederik Birks tropper hjemme på Brøndby Stadion tog imod bundholdet Lyngby BK.

Brøndby havde sat sig selv under pres med pointtabet i Vejle, så der skulle gerne høstes en sejr i denne runde.

Nicolai Vallys, Daniel Wass og Patrick Pentz var tilbage i startopstillingen, så på papiret var det et rigtig stærkt Brøndby-mandskab, der stillede til start i mandagsmørket på Brøndby Stadion.

Men første halvleg bød ikke på en stærk Brøndby-præstation. Lyngby stillede sig dybt, som forventet, og så var det op til hjemmeholdet at sætte ild i kampen. Det formåede de bare ikke i første halvleg. Dertil var spillet simpelthen for langsomt og omstændigt. Brøndby spillede på forsiden af Lyngby, men fik ikke nedbrudt dem.

Faktisk var det Lyngby, der havde første halvlegs største muligheder. Særligt efter et par minutter brændte det på i Brøndby-feltet, men som så mange gange før i denne sæson, manglede den sidste skarphed for De Kongeblå.

Brøndby havde optræk til nogle muligheder, når de eksempelvis kom igennem på siderne. Men sangen fra Vejle blev sunget igen; kvaliteten i indlæggene var simpelthen for lav, og Brøndby fik slet ikke sat Mileta Rajovic i scene i boksen.

Mathias Kvistgaarden kæmpede og kæmpede og var meget lige ved og næsten. Men det blev ved lige ved og næsten. De to hold gik til pause med stillingen 0-0. Brøndby havde haft bolden nærmest hele tiden, men nærmest intet skabt.

Brøndby startede anderledes energisk efter pausen og fik hurtigt skabt mere end de gjorde i hele første halvleg. Men stille og roligt fes den gode start ud og Lyngby begyndte at lugte blod på deres få nålestiksaktioner.

Og på en af dem lykkedes det for gæsterne. Frederik Gytkjær stak fra Brøndby-bagkæden og sparkede bolden ind bag Pentz i målet. Scoringen blev i første omgang underkendt for offside, men efterfølgende blandede VAR sig og målet fik lov at stå.

Nu var der pludselig endnu mere pres på et i forvejen presset Brøndby-hold. Hjemmeholdet lagde et tungt pres på Lyngby, men fik ikke spillet chancerne helt store nok og ej heller havde de den fornødne kvalitet i afslutninger og indlæg.

Kampbilledet fortsatte. Brøndby sled med at spille chancerne store nok og vi skulle helt hen i kampens tillægstid, før hjemmeholdet endelig havde bud efter netmaskerne. Indskiftede Filip Bundgaard sled i venstresiden og sendte et indlæg på tværs. Det blev rettet af og bolden hoppede ud til indskiftede Jordi Vanlerberghe, der sendte bolden i nettet til 1-1.

Dermed endte det med pointdeling mandag aften. Selvom det for Brøndby var et sent reddet point, var det alligevel endnu et skuffende pointtab mod et af bundholdene. Kampen for top seks bliver benhård. Bekymringsrynke.

Mest kommenterede nyheder