3POINT
Jesper Lindstrøm

Teis Markfoged

Nyheder4. mar. 2021

Brøndby skuffede i nullert mod Randers

Brøndby IF kom aldrig rigtig i gang, da de torsdag aften skuffede og spillede 0-0 med et skadesplaget Randers-hold.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen4. mar. 2021

Torsdag aften lagde Brøndby Stadion græs til Superliga-opgøret mellem Brøndby IF og Randers FC. 

Det var et reservespækket Randers-hold, hårdt ramt af skader, som gæstede Vestegnen. Niels Frederiksen roterede også en smule på sit hold og gav debut til Michael Lumb, og valgte desuden at starte med Andreas Bruus, Sigurd Rosted og Lasse Vigen.

Brøndby startede egentlig kampen fint, men omkring den halve time begyndte tingene for alvor at udvikle sig uheldigt for hjemmeholdet.

De kunne slet ikke bryde Randers ned og gæsterne stod komfortabelt og kompakt. Der var ikke meget plads mellem kæderne og Brøndby havde ingen løsninger. På en måde gav Randers Brøndby deres egen medicin.

Kronjyderne blev farligere og farligere i den anden ende og Marvin Schwäbe måtte diske op med flere fine redninger for at holde nullet på tavlen.

Stillingen var 0-0 ved pausen og det skulle Brøndby være glade for.

Frederiksen var ikke tilfreds med hvad han havde set i første halvleg. Han skiftede tre mand i form af Vigen, Lumb og Hedlund i pausen. Ind kom Radosevic, Fallenius til debut og Slimane. Brøndby gik samtidig over i 4-3-3.

Det gav ikke en effekt med det samme, men langsomt overtog Brøndby initiativet i kampen. Hjemmeholdet fik bredt spillet mere ud og både Fallenius og Lindstrøm var aktive på kanterne og gjorde det fint.

Men den sidste kvalitet manglede. Randers havde ikke lige så mange chancer, men til gengæld stod de stadig godt i defensiven.

De havde dog næsten resigneret, da Slimane lavede gode ting i venstresiden og fandt Lindstrøm i en god position. Han sendte bolden mod det lange hjørne. Carlgren stod forstenet på stregen, men kunne ånde lettet op, da bolden tog stolpen og hoppede ud.

Tiden løb ud og Brøndby havde ikke for alvor noget at skyde med. Derfor endte det som det begyndte: 0-0 i en dårlig fodboldkamp.

Mest kommenterede nyheder